Det enkle liv

Spændende, at se, hvad folk rundt omkring kan gøre til et projekt, når de får lidt tid og energi til overs …

Jeg var på cykel på Nord-Lolland for et par uger siden, på vej til Fejø, sammen med en bekendt …

Lige før vejen ned til færgen, kom vi igennem den lille landsby Birket, hvor vi holdt rast ved gadekæret.
Som min ledsager bemærkede, var det et gadekær, der er flottere end de fleste.

En kvinde gik og arbejdede med hakke og skuffejern på den anden side af gadekæret, og hun kaldte på os.

Hun fortalte så historien omkring gadekæret.
Hun boede på en gård lige i nærheden, og var for nogle år siden blevet godt frustreret over, at gadekæret lå lige op til vejen, men var fuldstændig usynlig bag buske og andre vækster, og selve gadekæret var groet så fuldstændig til at det var praktisk talt ikke eksisterende.

Det besluttede hun sig for at gøre noget ved.
Så hun gik i gang, sammen med en gruppe frivillige fra byen, med at søge fonde og andre midler, så gadekæret kunne blive renset – en proces der resulterede i op til flere læs slam før vandspejlet igen var synligt …

Området blev sat i orden med knofedt og kreativitet, og der blev sat et nyt stakit op og lavet et lille grønt område ud mod vejen, og på den anden side af søen lavede de en lille rasteplads med borde og bænke på ‘lånt’ jord .. en lokal virksomhed ejer området, men de kører så også lige en vending ind og slår græsset, når de alligevel er i gang med deres eget område …
Der blev placeret et lille stendige langs den ene side, og ideen var at tilplante med stenbedsplanter, men det viste sig sværere end antaget, da stenene ikke ligger helt stabilt – men hun fortsætter stædigt kampen for at få det til at makke ret …

Men det er en detalje, kan vi andre mene – den hensygnende dam er allerede forvandlet til en lille lokal attraktion, der lyser op og bemærkes …
Især, selvfølgelig, når man bevæger sig stille og roligt på cykel gennem landskabet, he-he …

Så rydder vi op og ud i laden, for vi skulle jo gerne kunne være dér i permakulturugen, hvis det regner (Vi bliver 20 voksne og 6 børn, jeg glæder mig viiiildt). Og i ugen efter kommer Klods Hans Karavanen.

Jeg har regnet lidt tilbage i tiden og fundet ud af, at det må være i 2003 at vi havde vort sidste sommer-musik arrangement. Og dermed 7 år siden vi har været i bund med oprydning derude.

Plasticflasker, som der har været vand i. Har vi virkelig købt alt det vand? Nogle af dem er danskvandsflasker, de skal retur til købmanden, de andre skal ud. Dåser fra øl og sodavand, man fatter det ikke – hvor er de kommet fra? De fleste skal i metal genbrug, men nogle få kan gå i købmandens retursystem. Papkasser, dem får vi varer i fra købmanden, så der er 3 kasser pr uge. Dem flader vi ud og lægger dem i permabedene (kulstof retur, holder på vandet, dæmper følgeflora). Men alligevel, det er ikke længe siden at vi var i bund med alle kasser og netop fik ordnet bedene i haven. En bunke af plasticposer, der har ligge små depoter af forskellige plastposer rundt omkring. Fliser og kakler, som blev til overs da vi lagde diverse gulve og badeværelsesvægge – nu pænt ordnet i nyt hyldesystem af gamle heidelberg eddikekasser og lærketræsbrædder, de sidste rester fra dengang vi fik lavet ny udvendig beklædning på laden. Cement, redningsveste, glasruder, gummistøvler. Lampeskærme, lampetter, lampefødder. En futon. Selvvandingsledningssystem. Motor og årer til båden. 3 ekstra døre med karme og det hele. Møbler i magasin for familiemedlemmer. Brænde. Værktøj. Maling. Syltetøjsglas. Poser med tøj til genbrug. Flasker til retursystemet. Gamle malingdåser med indtørrede rester som skal på containerpladsen. Haveredskaber.

Det er bare laden, der bliver så ryddet op nu og en del ting kommer væk fra Fejø Retreat. Men hvad så hvis jeg remsede alle de ting op som vi har inde i huset?

Min hjerne fatter det ikke. Og vi har endda ikke specielt mange ting……..

Det var jo lidt af et eksperiment at vi ville holde en uge denne sommer med overskriften “Nyd livet” – på  permakultur basis. Nok mest takket være Carl og Klods Hans Karavanen er der nu 19 voksne tilmeldt og 6 børn – og jeg glæder mig heeeeelt vildt.

Først og fremmest skal vi holde ferie. Koble af, gøre hvad vi har lyst til, gå i vandet, lege, synge, dase. Der bliver garanteret en masse initiativer med folk der vil bygge en raketovn eller prøve at lave noget i cob. Male mandalaer, synge, fortælle, danse. Beregne energiforbrug og snakke om husstandsvindmøller. Meditere og lave yoga og kropsøvelser.

Vi har et affaldstema. Hver dag kigger vi på hvad vi har produceret af affald og forsøger at finde på, hvad vi kan bruge affaldet til. Måske kan vi være nul-affaldsproducerende lige dén uge.

Min mand og jeg producerer i øvrigt meget lidt affald. Vi “abbonnerer” på en 125 liters beholder, der bliver tømt hver 14. dag. 2 – 3 poser á 10 liter er, hvad vi kan præstere. Alt grønt affald ryger i kompostbeholderen. Madrester bruger vi i husholdningen – forleden var der en lille beholder med kikærter, som vi måtte smide ud fordi de var blevet dårlige, men det er en undtagelse. Papir og pap ryger ud i haven som jorddække i permakulturbedene. Æggebakker retur til lokalproducenten. Dåser skyller vi og lægger til metal genbrug – vi har et ret højt dåseforbrug, idet vore to katte får lidt dåsemad hver dag, de spiser 1 dåse på 2 dage, så det giver jo 175 dåser på et år; dertil kommer dåser fra flåede tomater og små dåser med tomatpure. Glas rengør vi og lægger til glas genbrug. Tilbage er diverse plast emballage – poser, film, bakker.

Men alligevel – det ville sletikke gå med fjervarmeproduktionen i Nykøbing Falster, hvis alle producerede så lidt affald som vi gør.

Vi har je fået tradition for, at bruge kornarter og -produkter som tilbehør til den varme mad – det har i perioder næsten fortrængt vores gode ‘danske’ kartoffel.

Det er fint nok, at vi er inspireret af andre landes køkken …
Men umiddelbart virker det lidt mystisk, at transportere især ris den halve jordklode rundt, til de danske spiseborde.
Det burde da være billigere og mere fornuftigt, at bruge risen dér hvor den er dyrket …

Men er der alternativer .. kunne vi få en lignende smagsoplevelse med lokalt dyrket korn?

Jeg vidste, at hele hvedekorn bruges som ingrediens i grønbtsagsblandinger; og hvede dyrker vi jo i Danmark.
Men til min overraskelse så jeg, at man nu også kan købe spelt i pakker, på samme måde som ris …
Så min tanke var ikke helt hen i vejret ..

At spelt’en så er fra Italien, ændrer jo ikke ved, at den osse kan produceres i Danmark …

Jeg sku’ lige prøve det, og fandt en opskrift på en spelt-salat, som er ganske velsmagende … og meget sammensat og farverig, i øvrigt …

Meget nordisk, meget smagsrig og sundt …

SPELTSALAT

Type: Fedtfattig / Hovedret / Tilbehør

Ingredienser: 3 pers.
ca. 2 dl spelt koges med 4 dl vand i 30 minutter lavt blus, afkøles
1 agurk
1 snackpeber
4 forårsløg
2 dl frosne ærter
½ pose tørrede tranebær
½ pose pinjekerner, ristes først
nogle oliven i skiver
1 pakke blandet salat, hakkes
1 pakke minimajs, koges, afkøles
Dressing
olie
eddike/balsamico
salt
peber
1 tsk sukker

Fremgangsmåde:
Det er vigtig at grøntsager og specielt salat ikke skåret for stort. Salat bør ikke være længere end 2 cm ellers lægger den sig oven på og spelten kommer så i bunden.

Der er koge-opskrift på speltpakken.

Det enkle liv er for mig en tilstand der vokser indefra.

Den oprindelige befolkning i Nordamerika, Native americans, fascinerer mig dybt. Et folk i harmoni med mennesket og naturen. Et folk med respekt for alt levende. Et folk med indsigt, visdom og hjerte. Livsstilen var samhørighed og ansvar. De ældste blev hørt og respekteret og børnene lærte de om altings enhed. Hjertet og sund fornuft var loven i samfundet og ingen brugte mere end nødvendigt. Alle var de i kontakt med Moder Jord og de så at alt liv er en cyklus.  De nordamerikanske indianere levede det enkle liv og idag kan vi se at de ramte plet!

Ånden fra dengang bliver idag ført videre af efterkommere af den oprindelige befolkning. Shamaner, høvdinge og wisdomkeepers over hele verden, taler idag om at finde tilbage til det enkle liv.

Lad dem få taletid!

På Youtube er der mulighed for at høre og opleve The native Americans budskab. Keisha Crowther er en Wisdomkeeper der kan ses her: (1 af 10 afsnit)

Svensk udsendelse med et dybt budskab:

Bogen Nu vender vinden: Livsmod og langsomhed af John Engelbrecht er en rejse på en bølge af velvære og ordleg, humor og rummelighed, en opfordring til at tage den med ro og leve livet, gerne langsomt.

“Hvis du lever livet i overhalingsbanen kommer du hurtigt frem til vejs ende. Men livet er ikke et ridt på en motorvej fra vugge til grav. Det skal gerne være som at stå på en rasteplads i solen.”

Citatet er hentet fra P1 programmet Vita’s hjemmeside, hvor man kan høre John Engelbrecht fortælle om at leve langsomt. Klik her for at lytte:
Kunsten af skynde sig langsomt

John Engelbrechts egen hjemmeside:
John Engelbrecht

Er et tidsskrift skrevet af asylansøgere her fra landet, fra Europa, og af journalister.

Det startede som en avis, men skribenterne skriver for langt til avis formatet, så derfor er det nu endt med at blive et tidsskrift, der fortæller om deres liv og kamp for at overleve med forstanden i behold.

Især beskrivelserne af børnenes situation er rystende.

Prisen er 50 kr. og der ligger et kæmpe stykke frivilligt arbejde bag, for at få det udgivet.

www.visavis.dk

Får igen i år lidt de der løftede øjenbryn , når jeg svarer på spørgsmålet ?

Hvor skal i hen på ferie + og jeg svarer : vi skal være hjemme , køre nogle småture og jeg tager et par dage til sjælland til min moster og en veninde ..

ikke så mange løftede øjenbryn i år , nok pga finanskrise .. men

jeg kan godt lide at bruge min ferie til afslapning og opladning væren og besøg på nye steder i min lokal område – oprydning og være i haven og lange gåture .. måske er jeg sær men – blev ” slæbt ” europa rundt som barn og i disse år – vil jeg bare gerne holde det helt enkelt når ferien banker på

lys til alle i denne lidt kolde og våde sommer

min sjæl har så godt af det :-)

… hvor går ideer og tendenser omkring det enkle liv, og økologi, egentlig hen ad for øjeblikket .. ?
Har vi sejret os selv ihjel, lidt lissom arbejderbevægelsen …

For et års tid siden, var der en foredragsholder på Øko-Nets landsmøde, der talte om tre generationer af ‘grønne’ ..

Halvfjedser – eller måske rettere tresser – generationen, ungdomsoprørerne, der første gang begyndte at snakke om noget så latterligt som forurening …

Brundtland-generationen, inspireret af topmødet i Rio, og hele Agenda 21 idéen om at flytte bevidstheden om miljø og bæredygtighed ud i lokalområder, institutioner og virksomheder ..

Og til sidst klima-generationen, hvor både økologi og hele drivhuseffekt-problematikken for alvor er kommet på den storpolitiske dagsorden …

De tre generationers grønne aktivister er vidt forskellige …
Men de to første har dét til fælles, at de begge byggede på græsrodsaktiviteter.
Især Brundtland-generationen var / er meget eksperimenterende på det praktiske og helt jordnære niveau, og gør det til en del af eksperimentet, at skabe et liv med substans ved siden af livet på arbejdspladsen og i familien …

Dét aspekt synes at have noget trangere kår, i trit med at både økologi og Simple Living for alvor har fået fodfæste på de bonede gulve …

Klimabevægelsens stil er en noget anden end Brundtland-generationens …
Det er unge mennesker i politisk korrekt, men trendy og smart Øko-design, der fremlægger deres budskab med lap-top og projektor i top-tunede auditorier … og med en lidt af-viftende holdninger til de småskæve græsrødder fra de to foregående generationer …

Meget karakteristisk, husker jeg ved det pågældende møde een af de unge, meget saglige og velformulerede og IT-smarte unge kvinder ved det pågældende seminar, der lige havde fremlagt et slide-show der med meget effektfulde visuelle midler viste hvordan det halve Afrika var ødelagt af klimaændringerne – afsvedene eller oversvømmede marker, ødelagte afgrøder og sultne børn …
… hvorpå en ret moden herre (på min egen alder .. hehe .. ) forsigtigt rakte hånden i vejret og spurgte, ku’ vi ikke overveje at arbejde og forbruge lidt mindre hér i den vestlige verden …

… hvorefter kvinden så lidt desorienteret ud, og sagde som svar, OK, nu skal vi jo ikke lave dommedagsprofetier …

.. pointen er, at det nogen gange virker som to generationer, der egentlig har sympati for hinanden, men slet ikke snakker samme sprog ..
Og grunden er, at økologi, bæredygtighed og alternativ energiforsyning i dag er karrieremuligheder .. inden for både det offentlige og det private erhvervsliv ..

Derfor vil man for alt i verden hverken virke ‘flippet’ og useriøs – og heller ikke fremstå som om man ‘truer’ den veletablerede middelklasse-livsform med stort hus og to biler i garagen …
Næ, øvelsen går ud på at udvikle teknologier der sikrer at man kan bevare dén livsform, selv om det går ned ad bakke med de fossile brændstoffer …
Det er der nemlig penge og stillinger i …

… hvordan løser man lige dén …
Selv mener jeg, at der – banalt sagt – er brug for begge dele, forandring både ovenfra og nedefra …
Både ny teknologi, og eksperimenter på det lokale og private plan …
Jeg tror også, den nye generation ser sig i et reelt dilemma på dét punkt, men det er ikke helt nemt at få en dialog i gang …
Tidens løsen er jo, økonomisk ansvarlighed …
Så at overveje løsninger – nedsættelse af forbrug, og brug af lokale ressourcer, f. eks. – som betyder mindre økonomisk vækst, ja det er pr. automatik nærmest sabotage …
Osse selv om det ressourceøkonomisk er yderst fornuftigt …

Det ble’ måske lidt kryptisk .. så kommentarer og spørgsmål modtages gerne …

Omstillingsinitiativerne kommer i første omgang fra borgerne selv. Men i flere engelske byer ved jeg at borgmestre, andre embedsmænd og politikere er blevet interesserede i at gøre hele byer til omstillingsbyer. Jeg kan huske fra de gode gamle dage i begyndelsen af 90´erne, hvor Brundtandrapporten var kommet og den næste store konference blev afholdt i Rio – dengang talte vi meget om at omstilling (det hed det så ikke dengang) gik på tværs af sektorer og inddrog alt. Det var vores livsstil, som vi havde udviklet den i det såkaldte vesten, som vi skulle ændre, fordi det var selve livsstilen, der var så forbrugende og affaldsproducerende.

Det blev en succes i vores lille, lokale Fejø samfund at vise filmen “In Transition”. Vi gjorde det “efter bogen”, således at selve det at se filmen talte til vore hoveder, vi sang en dejlig sang og talte sammen parvis om hvordan vi følelsesmæssigt er påvirket af erkendelsen af nødvendigheden af omstilling og vi lavde en stor fælles post-it brain storm, som vi efterfølgende skrev ud og lagde ud på Fejøs hjemmeside, her. Altså vi arbejdede med både vore hoveder, vore hjerter og i hvert fald ideer til hvad vi kan og vil gøre med vore hænder. Eet af øens unge mennesker stillede op og legede med og underholdt de mindre børn, som var kommet sammen med deres forældre – så det blev et arrangement i 4 generationer, lige sådan som vi siger at vi gerne havde det blomstrende helårssamfund på vore øer,

Flere havde kontaktet os inden visningen, de ville gerne have været med til arrangementet, men var optaget af familiemæssige forpligtelser. Det var jo en helligdag, som vi havde valgt.

To dage efter filmen havde vi Fejøs første permablitz i silende regnvejr, det var en skøn dag. Og så en gang fællesspisning i Fejø Permakultur i ugen efter.

Nu viser vi så filmen igen på mandag den 14. juni. Vi har oprettet et elektronisk forum på Google med mailinglister og grupper og jeg ved ikke hvad – det er så noget man skal lære sig at benytte og vedligeholde.

Jeg ved ikke om det er særlig enkelt. Mit eget liv forenkles mere og mere. Måske på den måde får jeg frigjort energi, så jeg har kræfter til at deltage i handlinger i det fælles rum, jeg ved det ikke. Men jeg ved at det intet nytter at slide sig selv op. Det jeg gør i mit liv må udspringe af en kombineret lyst og indsigt og det må være sådan at jeg også selv oplever at jeg vokser og trives ved det, jeg gør.