Det enkle liv

Modvækst bog  af Serge Latouche. Glimrende beskrivelser af alternativer til rød og blå vækstmodeller.
For at leve bedre drejer det sig om at producere og forbruge på en anden måde,.at producere bedre med mindre, idet man allerførst fjerner kilderne til spild (Fx. : brugt emballage, dårligt isolationsmateriale, vejtransportens forrang etc.)
og ved at forlænge produkternes levetid. – Andre Gorz Ekologin og friheten. Dagens vækst er kun en rentabel affære, dersom man kan lægger omkostningerne på forbrugerne og naturen:

http://www.modvaekst.dk/viden/Fogh_Kirkeby_Fornuftig_Modvaekst.pdf
www.modvaekst.dk

Vi har ofte tidligere skrevet om at begrænse madspild her på siden, men nu får I den lige igen for “moster Karen”.

For der er nok til “every bodys needs, but not to everybodys greed”, så hvis vi allesammen tænker over hvor meget vi køber ind, og kun køber det vi kan bruge, så kan vi spare en del på den konto der bare ryger direkte i skraldespanden.

Har modtaget denne pressemeddelelse fra Stop Spild af Mad:

“Snobberne Fritz og Poul er færdige med madspild

Selv snobberne Søde Fritz og Lille Poul hopper nu med på stop spild
af mad bølgen: Det er slut med at smide madresterne ud – nu bliver de
i stedet givet til au pair pigen! Sådan lyder budskabet i den nye
kampagnefilm, som Martin Buch og Rasmus Botoft – kendt som Søde Fritz
og Lille Poul fra Rytteriet – frivilligt har bidraget til forbrugerbevægelsen Stop
Spild Af Mad.

Madspild koster fortsat danskerne 16 mia. kr. om
året – og de to overklasseherrer anviser nu nye veje i indsatsen mod
madspild.
Filmen, som er produceret henover sommeren 2011, er fra
alle deltagende parters side en 100% frivillig og ulønnet
produktion.

“Vi bakker op om det vigtige budskab og vil gerne bidrage til at sætte fokus på det store madsvineri. Det er uacceptabelt
at smide 16 mia. kr. om året i skraldespanden,” siger skuespilleren
Martin Buch.

“Madspild er et vigtigt og alvorligt emne. Men ved at tage humoren i
brug håber vi at formidle budskabet på en overraskende måde. Den
lille film skulle gerne få endnu flere danskerne til at få øjnene op
for madspild,” siger Rasmus Botoft.

Restaurant Paustian har venligst stillet restaurant til rådighed til
optagelserne.
Lisbeth og Bo Jacobsen, indehavere af Restaurant
Paustian, Restaurationen og R-Bar:

“Madspild er både spild af ressourcer samt penge ud af vinduet. Vi
arbejder målrettet på at mindske madspild i vores hverdag. Vi støtter
i forvejen forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad – og det er os en
ekstra glæde at have lagt lokaler til Fritz og Poul.”

Filminstruktørerne Erik Skov og Martin Dreyer Pedersen står bag
produktionen, og studievært på Radio Viborg, Malene Rind, har
speaket filmen. Selina Juul, stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild
Af Mad, er primus motor bag kampagnefilmen:

“Jeg takker af hjertet alle de gode folk, der ulønnet har bistået med
denne morsomme produktion. Først faldt jeg nærmest ned ad stolen, da
jeg i sommer fik et opkald fra Rasmus Botoft, som sagde ja til, at
han og Martin Buch helt frivilligt ville stille op til en Stop Spild
Af Mad kampagnefilm.
Jeg var meget rørt – ikke mindst fordi jeg selv er inkarneret fan af
snobberne Fritz og Poul,” siger Selina Juul.

Stop Spild Af Mad sender endvidere en varm tak til: Martin Buch,
Rasmus Botoft, Erik Skov,
Claus Glæsner, Martin Dreyer Pedersen,
Malene Rind, Marc Bostrøm, Jesper
Hæstrup Aagaard fra Radio Viborg samt Lisbeth og Bo Jacobsen og
personalet fra Restaurant Paustian.

Se kampagnefilmen
her:

http://www.youtube.com/watch?v=IOCvw0Mlup8

og på www.stopspildafmad.dk

Yderligere information:

Besøg: www.stopspildafmad.dk

Pressekontakt: Jakob Dreyer, tlf. 40720601″

Ha’ en dejlig dag

kærligst SusieQ

Så en udsendelse på DR 2: Arthurs Supermarked. Arthur blev inspireret af en art andelsbevægelse i U.S.A. hvor man opretter folkets supermarkeder. Aktiviteter, som skaber muligheder for billig og sund mad i lokalsamfundet.
Supermarkedet er ejet af kunderne (andelshaverne). De fleste fra nærkvarteret.
Scenariet er midt i et fattigkvarter i London, hvor pengene er små. Derfor skal der købes fornuftigt ind. Hver andelshaver giver 25 pund pro anno. Derudover arbejder de ulønnet 4 timer om måneden i supermarkedet. Andelshaverne får dividende på varer op til 40 procent. Initativet bevirker, at fællesskabet i lokalsamfundet styrkes.
Arthur er kok og restauratør. Han finder de rette lokaler, som dog skal restaureres og rengøres. Han sætter selv en ret stor portion penge i initativet; det er knald eller fald.
De skralder for at skaffe kapital til vareindkøb.. De finder rigelige af udsmidte ting i containere: røget laks, mango, andre grøntsager, gedeoste, kiks, vin, småkager og meget mere. Disse herligheder fandt de på 3 timer. Af maden laver A. en middag til 150 pund pro persona, som deltager. Alternativt kan de indbudte gæster, der ikke vil spise skraldet mad få en middag hos restauranten på 1 sal. Ingen vælger det.

Igennem mine  erfaringer fra kontemplation, meditation og sjælesorg har jeg oplevet stilhedens helse.

Med mellemrum må jeg trække mig tilbage fra fra menneskelig kontakt og ydre aktiviteter. For alle  et  fundamentalt menneskeligt behov. Der er  brug for stilhed, tid til eftertænksomhed, mulighed for reflexion, være alene midt i hverdagens aktiviteter.  For at kunne fungere, leve, elske og arbejde med mennesker, er det et must at kunne trække sig tilbage  og være alene. I stilheden kommer man  i kontakt med sig  selv, åbner sig  for Helligåndens vækst og livsglæde. Kommer i berøring med  Ham som findes og lever i os -  Ja  som lever i alt og alle.

Stilhed er ikke negativt, som det ofte opleves af  aktive og travle  mennesker. Eller pinligt når vi er sammen med andre mennesker: Det sig være familie,  relationer på anden vis.  I afmagtens sfære ved sygdom, død, sorg/ krise er det  at miste svært at beskrive med hverdagssprogets ord.  I disse situationer virker ord eller billig trøst ikke.

Her træder tavshedens univers ind. Vi  føler afmagt, når vi møder mennesker i disse situationer, og er ivrige efter at hjælpe. Her kommer det som er vigtigt: vær stille -  empatisk, og  nærværende. Vent med at sige de svære ord  indtil personen selv begynder.. Positiv stilhed opstår mellem een selv og den anden: Guds finger berører os.

… grøntsagen der dyrker sig selv.

Det er faktisk forbavsende, at man ikke bruger en grøntsag mere, der er SÅ nem at have med at gøre.

Jeg har haft en flok stående i et hjørne i min kolonihave i alle de 20 år jeg har haft den, men aldrig komet i gang med at bruge dem.

Jeg har heller aldrig tyndet dem ud, de spreder sig meget langsomt, men i år var de gået helt amok, et tæt krat af planter der var mellem to og tre meter høje …
Sikkert den lune og våde sommer …

Så jeg tog en enkelt plante op hér for et par uger siden …
Plukkede alle knoldene og tog dem med hjem, store runde knolde, omkring eet kilo i alt.
Nu ville jeg så prøve at bruge dem.
De er fine til suppe og til fyld i forskellige gryderetter og rodfrugt-blandinger, men jeg prøvede så hér forleden dag en ret med jordskokker som hoved-ingrediens – og basis-mad.

Græske jordskokker.

Man koger jordskokkerne til de er næsten møre (de skal renses, ikke skrælles)
Dernæst læøver man dem og lægger dem i et ovnfast fad.

I fadet skærer man også en god portion løg, champignons og lidt hvidløg, og drysser med timian.

Ovenpå, smuldret feta-ost og lidt oliven.
Og så i ovnen et kvarters tid.

Det smager aldeles udmærket.
Det overraskede mig egentlig, at jodskokker rent faktisk smager af noget …
De er ret delikate, men smagen er også lidt for gennemtrængende, det er nok derfor man ikke kan bruge dem som basismad, på samme måde som kartofler.
Hvilket ellers var oplagt, da udbytte og næringsværdi er stort set det samme som ved kartofler (man skal ikke lade sig narre af at de virker lidt porøse, de mætter helt som kartofler).

Men jeg tror også, man skal reservere jordskokker ‘i større mængder’ til lejlighedsvis brug.
Ellers bliver man træt af dem.

Og så har de een ulempe.
De udvikler ganske meget luft undervejs i fordøjelsessystemet …
Så de er nok ikke så gode, i alt for massive mængder, til fest-mad …

Men ellers er det da en fornem plante, vi burde få øjenene meget mere op for …
Og den planter og vedligeholder sig selv, nok den eneste grøntsag der ikke kræver nogen form for lugning …
Den skal nok selv holde ukrudtet nede …
Også den eneste plante man høster og sår på samme tid …
For man overser altid nogle af knoldene, og de ta’r så fat næste år …

Har man en rundknoldet sort, er rensning eller skrælning heller ikke det store problem – som det ellers ‘klassisk’ skulle være ved jordskokker.
Mine egne var så rene, at de nemt kunne bruges uden skrælning, de skulle blot vandes ud og skrubbes, og ‘tentaklerne’ skulle skæres af …

Men ellers var det helt OK, der var ingen ‘grus’ i min aftensmad …

Og, nej, dette er ikke en reklame for et firma af jordskokke-dyrkere …
(Selv om der rent faktisk findes en landmand, der lever af at dyrke jordskokker … )

På sin vis er jeg en luddit (maskinstormer). Tror, at en del af vores miljømæssige, økonomiske og åndelige krise er  fra den måde vi i de sidste århundreder i Europa,  i den vestlige verden har prioriteret  tekniske-industrielle fremskridt som lig med udvidet forbrug manifesteret med materielle goder,  varemæssigt, uddannelsesmæssigt og oplevelsesmæssigt. Et tiltrængt historisk  løft ud af materiel nøjsomhed og  fattigdom er  for de fleste moderne mennesker blevet kanaliseret  til et bevidstløst overforbrug både for høj og lav.

Vores adfærd er drevet både af materiel status, forstærket,egoisme og en oversofistikeret teknologifixering, som opbruger jordklodens naturlige grænser for gavmildhed, der på sigt destruerer livet for alle arter.
Mange, hvis ikke de fleste, vil sige, at den industrielle udvikling har været en  god ting:  givet os  et godt helbred, længere liv, lettere arbejde,  en  materiel rigdom  med teknologisk isenkram, som computere, mobiltelefoner, PDA digitale kamaraer. På den anden side må vi dog erkende de miljømæssige og  menneskelige moralske dilemmaer brugen af disse goder skaber. Ikke bare for naturen, også for de sociale relationer mellem mennesker. Trods  teknologiske fix og  hurtig kommunikation  er der stadig en stor ensomhed blandt mange mennesker.

Personligt  kan vi forsøge, at begrænse forbruget af disse goder, så meget vi  kan og  i størrre kollektive sammenhænge opfordre andre at gøre det samme. En mere grøn og økologisk praxis gør os ikke til primitive stenaldermennesker og fuldblods maskinstormere, der hygger sig i solcellelygtens skær. Mange af os vil stadigvæk have en urban livstil både på landet og i byen. Dog kan vi  prøve  på at bremse et unødvendigt overforbrug  på forskellige planer i vort liv. Leve mere ansvarligt nok til at bevirke en forskel og stadig være i stand til at leve i en bymæssig sammenhæng.

Den seneste forkning påviser at  der sker  reelle  fysiologiske ændringer (adrenalinsus) når vi står i en købssituation. Varen eller brandet  skaber billeder i vor bevidsthed af drømme, velvære, energi og  status. Derfor  må vi sige til os selv om vi virkelig har brug det, når  vi står og  vil købe; om genbrug, reperation eller et andet alternativ.. Måske er mine  ræsonnementer blot et tågeslør for at fornægte det faktum, at  jeg ubevidst tragter efter adrenalinsuset?

Jeg var til Barda-træf med mine børnebørn og familie for et par måneder siden.

For de der ikke kender det, er Barda et rollespil, der spilles af en del børn og unge rundt omkring i landet, og som har sit eget program på DR1

http://www.dr.dk/Ramasjang/Barda/index.htm

Nu er der selvfølgelig en masse kommercielt gejl omkring det …

Men alt andet lige, så er det ret fantastisk og se hvad børn og unge (sjæle) – stadigvæk – kan få ud af næsten ingen ting og bygge et fantastisk univers op af dét.

Tilslutningen til Barda-træffene er kollosal, der skal bestilles biletter måneder i forvejen …
Og så har ungerne en herlig dag mellem skønne prinsesser, feer, orker, troldmænd, heltemodige krigere …

Herligt, at virkeligheden stadig kan overrul’e lænestolen og PC’en ….

Mit kamera kiksede desværre – løb tør for strøm – så jeg brugte min mobiltelefon.
Den nægter at kommunikere med min PC, så jeg kan ikke selv lægge billeder ind …
Men interesserede kan se flere billeder hér:

www.barda.dk

Jordens og sjælens overlevelse af fhv. biskop Martin Lönnebo & biolog Stefan Edman. Unitas Forlag 2009

Fra bogen: “Vi har forøget magten og dermed ansvaret, men næppe den personlige modenhed til at bære det, farligt! Vi har har byttet himlen ud med   jorden, men tilsyneladende tabt begge, bittert! Vi har fået flere penge, men færre gode grin, sørgeligt! Vi blev lidt efter lidt fede og velnærede, overfladiske og hovmodige, forfærdeligt! Jo rigere vi bliver, desto mere stjæler vi af jordens rigdomme, vi æder af fremtiden, skyld”!

“Efter den store  klimaforskrækkelse i 2007 er vi dog ikke helt uden håb.Teknikken har hjulpet os til at formindske udslippet af drivhusgasser, politikken er blevet skrappere verden over. De forskellige tiltag er dog utilstrækkelige. Planetens temparatur fortsætter med at stige. Redningen af moder jord ligger ikke bare i ny grøn økonomi”.

” Handler mindst lige så meget om menneskets INDRE RUM. Om hvordan vi kan tænke NYE TANKER om MENINGEN MED LIVET! Om NØJSOMHED og GLOBAL EMPATI. Og om hvordan vores LIVSMOD og SKABERKRAFT kan overleve frygten og sætte os i BEVÆGELSE.”

“Hvert barn ved at Moder Jord sveder i feber. Tror du vi kan helbrede hende?” Sådan afslutter Stefan Edman sit første brev til Martin Lönnebo i bogen “Jorden og sjælens overlevelse” en “science fiction-brevveksling”, der foregår i år 2018. Med udgangspunkt  i bl.a. videnskabelige fakta og FN’s klima- ekspertpanel har de skabt en platform ude i fremtiden hvorfra de skriver til hinanden om det de håber på, og det, de frygter.

I bogen blandes fantasi med fakta og naturvidenskab med filosofi og teologi. Men  det hele kredser om spørgsmålet: Hvordan skaber vi en udvikling og en fremtid som er holdbar for både jorden og sjælen?

Midt i denne fremtids-brevveksling indtræffer det som mange har  frygtet – en naturkatastrofe af gigantiske dimensioner som umiddelbart ser ud til at ville ødelægge alt.

Simresuppe, solnedgang og sort sol, var overskriften på et skønt tilbud til en gylden dag i marsken mellem Ribe og Tønder ved Søndernæsgård. www.soendernaesgaard.dk

Min søn og jeg kørte sydpå en fredag eftermiddag. Barnet brokkede sig det halve af vejen, for han var 2 gange tidligere blevet slæbt med til Sønderjylland for at se sort sol – uden held.

Han kunne ikke helt begribe konceptets indhold, så han blev positivt overrasket.

Vi ankom som de første og blev betaget af skønheden – Vadehavet på den ene side, marker med græssende køer og urtehave på den anden.

Og blev modtaget af Lea, der startede med at vise os rundt mellem sine spændende og flotte grøntsager.

Lilla grønkål, glaskål, kålrabi (det er vist det samme), lilla gulerødder, der var dybt orange inden i, rævehaler og en masse andre grøntsager kendte og ukendte der stod og strålede i aftensolen.

Der kom endnu et par fra Lyngby, der havde læst om Søndernæsgård i Børsen. Jeg havde hørt om arrangementet gennem Frøsamlerne. http://www.froesamlerne.dk/

Sammen høstede vi grøntsagerne på marken og tilberedte dem i Leas udekøkken.  Krydderurterne hentede vi på skrænten og blandede dem i dejen til vores pandebrød.

Gulerødderne spiste vi undervejs som snacks, vi måtte hente lidt flere for de smagte bare godt.

Vejret var i den grad med os, og da suppen og de pandestegte brød var færdige spiste vi ude, på en lille top Lea har lavet, med udsigt over marsken og lyden af de skræppende gæs som lydkulisse til vores aftensmad. Suppen blev krydderet med urtesalt og kveller; en urt der vokser i marsken og får et højt salt indhold ved at blev oversvømmet af Vadehavet med jævne mellemrum. Smager lidt af krydder chips, men sikkert noget sundere.

Desværre må Lea endnu ikke sælge kveller, da fødevaremyndighederne ikke har kunnet finde ud af at godkende den endnu, men spurgt hende hvorfor hun ikke bare sælger røde pølser, det ved de da hvad er.

Ja mærkeligt, at det naturlige har så svært ved at blive godkendt, mens det kunstige går lige igennem?

Er man til udendørs liv og enkle dejlige oplevelser så kan dette anbefales.

Min søn var glad, mæt og tilfreds da vi kørte hjem. Han synes det havde været sjovt også selv om vi heller ikke så sort sol denne gang.

God søndag fra Susie

PS. Glemte jeg at skrive at det naturligvis er økologiske grøntsager Lea hun dyrker?

Der er porno her og der og alle vegne også i børneøjenhøjde uden at nogen siger noget til
det.

Men en kvinde der bruger sine bryster til det de blev skabt til, nemlig at amme sit
barn, er pludselig vildt anstødelig og skal helst holde sig hjemme og ikke gå
på café, da slet ikke hvis hun finder på at tage sit spædbarn med og vil give
det dens naturlige mad, mens hun er der.

Danmark er ikke særligt spædbarnsvenligt.

De bedste fødesteder i landet er blevet lukket.

De to steder som WHO havde udpeget som de mest spædbørnsvenlige i landet, Odder og Grindsted,
blev lukket først.

Kvinderne skal sendes hjem så snart de har født, det er for dyrt at have dem liggende på
hospitalet, så amme rådgivningen må vente til senere, hvis der altså kommer nogen
senere.

Det at amme og føde børn er vel ikke nogen stor bedrift, det har kvinder jo gjort altid, så
hvorfor skal der tages særlige hensyn til det?

Der findes ikke noget tidspunkt i en kvindes liv, hvor hun er mere sårbar end når hun lige
har født, og amningen er dybt påvirkelig af hvordan hun har det

Diskussionen om kvinder kan tillade sig at amme deres børn i det offentlige rum rasede også for 11 år siden, da jeg skulle
amme min søn, og bevirkede at jeg ikke længere kunne finde ud af at amme ude,
når nogen kunne se det.

I USA sidder kvinderne under store tæpper, når de skal amme og første gang jeg så det,
tænkte jeg hvad pokker laver hun?

I England er kvinderne forvist til de offentlige toiletter, når de vil give deres børn den
føde der er allerbedst for dem.

Modermælk og amning gør børn mere intelligente, det styrker deres immunforsvar og så styrker
det naturligvis den samhørighed der er mellem mor og barn, altså ret
livsvigtige ting for en sund opvækst.

Men i de her år går det støt og roligt tilbage for amningen, fordi der ikke er ressourcer
til at støtte op om de nybagte mødre.

Man kan helt ærligt ikke fodre sin baby med en bøf når man er i byen, og er det i orden at
ammende kvinder skal være forment adgang til det offentlige rum – eller stikke
deres spædbarn en flaske med en langt dårligere næring, end det de selv helt
naturligt medbringer, oven i købet i den rette temperatur, så de ikke behøver
at skulle til at varme flasker?