Måske er du kørt træt i konsumssamfundet? Måske vil du nedtrappe
lønarbejdet og nyde mere af tilværelsen?

At lade det etiske perspektiv blive en vigtig optik i dagligdagen behøver ikke at hindre os at leve et tilfredsstillende liv.
Tværtimod mener Annika Spalde og Pelle Strindlund!
Det er just de alternative måder som kan skænke os en livsglæde, en dybere mening mere end konsumideologien nogen sinde kan give os.

I bogen fortæller forskellige mennesker åbenhjerteligt og personligt om deres engagement bl.a ved forskellige ikke-voldsaktioner. Vi møder
repræsentanter for en række forskellige grupper som baner vej for et
nyt syn på hvad er et etisk liv: Iona-grupper, slowly-bevægelsen,
containerdykkere etc.

Jeg kunne desværre kun finde et engelsk link, selv om jeg så det på DR TV for et stykke tid siden.

http://www.treehugger.com/files/2010/07/londons-new-bicycle-rental.php

Cyklerne kan klejes for en billig penge – eet pund (10 kr.) om dagen, og er det ser endda ud til at være gratis hvis man kun låner dem for en kort tur.

Cyklernes baser er såkaldte “docking stations”, og det er meningen at der skal være 6000 cykler og 400 “docking stations” når systemet rigtig kommer i gang.

Der er virkelig tale om ‘dele-cykler’, man kan kun regne med at komme fra start til første stop.
Der er ingen lås på cyklen, så hvis man stiller cyklen fra sig og går ind i en butik, er der absolut ingen garanti for den er der, når man kommer ud igen.
Altså er hensigten transport fra ‘docking station’ til ‘docking station’.

Trafikmyndighederne i London har det så også som vision, at cyklerne i stor stik skal fungere i sammenhæng med de offentlige transportmidler, og håbet er faktisk, at dén kombination på sigt vil nedbringe biltrafikken i Londons centrum betragteligt …

Jeg synes det er et meget stort og positivt skridt, at man begynder at tænke cykling ind i storbytrafikken i dén grad og dét omfang.

Som en vigtig detalje, er cyklerne bygget som (som blog’en på link’et beskriver det) “tohjulede tanks”, meget robuste konstruktioner, der er svære at ødelægge.
Det er rigtige brugs-cykler, og ikke (kun) til turist-hygge.

Miljøer i landbrugsregie, hvor sociale opgaver tilknyttes til indragelse af udviklingshæmmede, unge med autisme,
psykisk syge adfærdsvanskelige børn er basis i grøn omsorg.
En tradition vi kende fra middelalderens klosterhospitaler med landbrug eller haver, der bevirkede mental helse for patienternes legeme og sjæl.
Sanatorierne for tuberkulose og andre.
Forrige århundrets åndsvage og psykiatriinstitutioner ved skov og vand.

Herhjemme er bl.a. Levefællesskabet Hertha og Pionergruppen på Kragebjerg pionerer for dette arbejde blandt unge.
udviklingshæmmede, sat ind i et socialt
iog menneskeligt fællesskab med arbejde i bageri, landbrug og terapi med dyr

Ovenstående er også et tværfagligt samarbejde for forskere fra hele Europa.
Green Care in Agriculture beskriver og definerer hvad landbrugets force i arbejdet med udsatte og skrøbelige
menneskers velbefindende kan være.
Behov for at udvikle og dokumentere af nye fællesskabsmetoder og validere disse ‘behandlingsmetoder’.
At skabe ad politisk vej rammer for behandling af samfundets udsatte på forsvarlig og økonomisk bæredygtig vis.
Focus er rettet på det lokale samfund i landdistrikterne via landbrugproduktion etc.  Støttejob for bla psykisk sygesent udviklede
 men også for demente borgere, der vil have gavn af fx sansehaver osv. Fysisk handicappede børn og unge kan have gavn af hesteterapi og i det hele taget omgangen med landbrugets dyrehold..
I Norge ere der 300 afdelinger af disse landbrug enten selvejende/kommunale
Green Care er også ‘multfunktionelle’ landbrug’, men inden for begrebet er også haveterapi, terapi støttet af dyr,
vildmarksterapi og økoterapi.

Naturen benyttes via aktiviteter såsom psykoterapi, hvor naturen bruges som ramme og værktøj for almindelige helsebringende daglige aktiviteter og undervisning

Det er en lidt deprimerende dag – friheden slutter.

Man kan ikke længere selv bestemme over sin tid, men skole og arbejde bestemmer hvornår man skal stå op om morgenen, hvilket medfører at de også bestemme hvornår man skal gå i seng, hvis man altså skal være frisk og udhvilet næste dag.

Slut med at sidde læææææææænge oppe og kigge på stjerner, være ligeglad med vækkeure og bare lade ungen gå op og spille fodbold til langt efter “sengetid”.

Og barnet vågner frisk og glad næste morgen rimeligt tidligt alligevel – når det er ferie altså.

De andre år når ferien er slut, har jeg måtte vække ham hele den første uge, på trods af at han i sommerferien springer frisk ud af sengen ved 6-tiden om morgenen.

Så er han ikke til at få liv i når hverdagens trummerum starter.

Hvad gør de dog ved dem derhenne i skolen?

Hvorfor er det ikke lige så sjovt som at holde ferie?

Hvorfor kan man ikke lære noget på en så skæg måde at man springer frisk og glad ud af sengen og glæder sig til at komme af sted?

Sådan en skole ønsker jeg at alle børn måtte have – en skole hvor der hersker en sommerferieagtig begejstring, der kunne få dem friske ud af sengen om morgenen dag efter dag, året rundt.

Jeg var på cykel på Nord-Lolland for et par uger siden, på vej til Fejø, sammen med en bekendt …

Lige før vejen ned til færgen, kom vi igennem den lille landsby Birket, hvor vi holdt rast ved gadekæret.
Som min ledsager bemærkede, var det et gadekær, der er flottere end de fleste.

En kvinde gik og arbejdede med hakke og skuffejern på den anden side af gadekæret, og hun kaldte på os.

Hun fortalte så historien omkring gadekæret.
Hun boede på en gård lige i nærheden, og var for nogle år siden blevet godt frustreret over, at gadekæret lå lige op til vejen, men var fuldstændig usynlig bag buske og andre vækster, og selve gadekæret var groet så fuldstændig til at det var praktisk talt ikke eksisterende.

Det besluttede hun sig for at gøre noget ved.
Så hun gik i gang, sammen med en gruppe frivillige fra byen, med at søge fonde og andre midler, så gadekæret kunne blive renset – en proces der resulterede i op til flere læs slam før vandspejlet igen var synligt …

Området blev sat i orden med knofedt og kreativitet, og der blev sat et nyt stakit op og lavet et lille grønt område ud mod vejen, og på den anden side af søen lavede de en lille rasteplads med borde og bænke på ‘lånt’ jord .. en lokal virksomhed ejer området, men de kører så også lige en vending ind og slår græsset, når de alligevel er i gang med deres eget område …
Der blev placeret et lille stendige langs den ene side, og ideen var at tilplante med stenbedsplanter, men det viste sig sværere end antaget, da stenene ikke ligger helt stabilt – men hun fortsætter stædigt kampen for at få det til at makke ret …

Men det er en detalje, kan vi andre mene – den hensygnende dam er allerede forvandlet til en lille lokal attraktion, der lyser op og bemærkes …
Især, selvfølgelig, når man bevæger sig stille og roligt på cykel gennem landskabet, he-he …

Jeg har regnet lidt tilbage i tiden og fundet ud af, at det må være i 2003 at vi havde vort sidste sommer-musik arrangement. Og dermed 7 år siden vi har været i bund med oprydning derude.

Plasticflasker, som der har været vand i. Har vi virkelig købt alt det vand? Nogle af dem er danskvandsflasker, de skal retur til købmanden, de andre skal ud. Dåser fra øl og sodavand, man fatter det ikke – hvor er de kommet fra? De fleste skal i metal genbrug, men nogle få kan gå i købmandens retursystem. Papkasser, dem får vi varer i fra købmanden, så der er 3 kasser pr uge. Dem flader vi ud og lægger dem i permabedene (kulstof retur, holder på vandet, dæmper følgeflora). Men alligevel, det er ikke længe siden at vi var i bund med alle kasser og netop fik ordnet bedene i haven. En bunke af plasticposer, der har ligge små depoter af forskellige plastposer rundt omkring. Fliser og kakler, som blev til overs da vi lagde diverse gulve og badeværelsesvægge – nu pænt ordnet i nyt hyldesystem af gamle heidelberg eddikekasser og lærketræsbrædder, de sidste rester fra dengang vi fik lavet ny udvendig beklædning på laden. Cement, redningsveste, glasruder, gummistøvler. Lampeskærme, lampetter, lampefødder. En futon. Selvvandingsledningssystem. Motor og årer til båden. 3 ekstra døre med karme og det hele. Møbler i magasin for familiemedlemmer. Brænde. Værktøj. Maling. Syltetøjsglas. Poser med tøj til genbrug. Flasker til retursystemet. Gamle malingdåser med indtørrede rester som skal på containerpladsen. Haveredskaber.

Det er bare laden, der bliver så ryddet op nu og en del ting kommer væk fra Fejø Retreat. Men hvad så hvis jeg remsede alle de ting op som vi har inde i huset?

Min hjerne fatter det ikke. Og vi har endda ikke specielt mange ting……..

Først og fremmest skal vi holde ferie. Koble af, gøre hvad vi har lyst til, gå i vandet, lege, synge, dase. Der bliver garanteret en masse initiativer med folk der vil bygge en raketovn eller prøve at lave noget i cob. Male mandalaer, synge, fortælle, danse. Beregne energiforbrug og snakke om husstandsvindmøller. Meditere og lave yoga og kropsøvelser.

Vi har et affaldstema. Hver dag kigger vi på hvad vi har produceret af affald og forsøger at finde på, hvad vi kan bruge affaldet til. Måske kan vi være nul-affaldsproducerende lige dén uge.

Min mand og jeg producerer i øvrigt meget lidt affald. Vi “abbonnerer” på en 125 liters beholder, der bliver tømt hver 14. dag. 2 – 3 poser á 10 liter er, hvad vi kan præstere. Alt grønt affald ryger i kompostbeholderen. Madrester bruger vi i husholdningen – forleden var der en lille beholder med kikærter, som vi måtte smide ud fordi de var blevet dårlige, men det er en undtagelse. Papir og pap ryger ud i haven som jorddække i permakulturbedene. Æggebakker retur til lokalproducenten. Dåser skyller vi og lægger til metal genbrug – vi har et ret højt dåseforbrug, idet vore to katte får lidt dåsemad hver dag, de spiser 1 dåse på 2 dage, så det giver jo 175 dåser på et år; dertil kommer dåser fra flåede tomater og små dåser med tomatpure. Glas rengør vi og lægger til glas genbrug. Tilbage er diverse plast emballage – poser, film, bakker.

Men alligevel – det ville sletikke gå med fjervarmeproduktionen i Nykøbing Falster, hvis alle producerede så lidt affald som vi gør.

Det er fint nok, at vi er inspireret af andre landes køkken …
Men umiddelbart virker det lidt mystisk, at transportere især ris den halve jordklode rundt, til de danske spiseborde.
Det burde da være billigere og mere fornuftigt, at bruge risen dér hvor den er dyrket …

Men er der alternativer .. kunne vi få en lignende smagsoplevelse med lokalt dyrket korn?

Jeg vidste, at hele hvedekorn bruges som ingrediens i grønbtsagsblandinger; og hvede dyrker vi jo i Danmark.
Men til min overraskelse så jeg, at man nu også kan købe spelt i pakker, på samme måde som ris …
Så min tanke var ikke helt hen i vejret ..

At spelt’en så er fra Italien, ændrer jo ikke ved, at den osse kan produceres i Danmark …

Jeg sku’ lige prøve det, og fandt en opskrift på en spelt-salat, som er ganske velsmagende … og meget sammensat og farverig, i øvrigt …

Meget nordisk, meget smagsrig og sundt …

SPELTSALAT

Type: Fedtfattig / Hovedret / Tilbehør

Ingredienser: 3 pers.
ca. 2 dl spelt koges med 4 dl vand i 30 minutter lavt blus, afkøles
1 agurk
1 snackpeber
4 forårsløg
2 dl frosne ærter
½ pose tørrede tranebær
½ pose pinjekerner, ristes først
nogle oliven i skiver
1 pakke blandet salat, hakkes
1 pakke minimajs, koges, afkøles
Dressing
olie
eddike/balsamico
salt
peber
1 tsk sukker

Fremgangsmåde:
Det er vigtig at grøntsager og specielt salat ikke skåret for stort. Salat bør ikke være længere end 2 cm ellers lægger den sig oven på og spelten kommer så i bunden.

Der er koge-opskrift på speltpakken.

Den oprindelige befolkning i Nordamerika, Native americans, fascinerer mig dybt. Et folk i harmoni med mennesket og naturen. Et folk med respekt for alt levende. Et folk med indsigt, visdom og hjerte. Livsstilen var samhørighed og ansvar. De ældste blev hørt og respekteret og børnene lærte de om altings enhed. Hjertet og sund fornuft var loven i samfundet og ingen brugte mere end nødvendigt. Alle var de i kontakt med Moder Jord og de så at alt liv er en cyklus.  De nordamerikanske indianere levede det enkle liv og idag kan vi se at de ramte plet!

Ånden fra dengang bliver idag ført videre af efterkommere af den oprindelige befolkning. Shamaner, høvdinge og wisdomkeepers over hele verden, taler idag om at finde tilbage til det enkle liv.

Lad dem få taletid!

På Youtube er der mulighed for at høre og opleve The native Americans budskab. Keisha Crowther er en Wisdomkeeper der kan ses her: (1 af 10 afsnit)

Svensk udsendelse med et dybt budskab:

“Hvis du lever livet i overhalingsbanen kommer du hurtigt frem til vejs ende. Men livet er ikke et ridt på en motorvej fra vugge til grav. Det skal gerne være som at stå på en rasteplads i solen.”

Citatet er hentet fra P1 programmet Vita’s hjemmeside, hvor man kan høre John Engelbrecht fortælle om at leve langsomt. Klik her for at lytte:
Kunsten af skynde sig langsomt

John Engelbrechts egen hjemmeside:
John Engelbrecht