Et gadekær
Skrevet af Carl, 30/7-2010 kl. 18.58 | Ikke kategoriseret | 1 kommentar
Spændende, at se, hvad folk rundt omkring kan gøre til et projekt, når de får lidt tid og energi til overs …
Jeg var på cykel på Nord-Lolland for et par uger siden, på vej til Fejø, sammen med en bekendt …
Lige før vejen ned til færgen, kom vi igennem den lille landsby Birket, hvor vi holdt rast ved gadekæret.
Som min ledsager bemærkede, var det et gadekær, der er flottere end de fleste.
En kvinde gik og arbejdede med hakke og skuffejern på den anden side af gadekæret, og hun kaldte på os.
Hun fortalte så historien omkring gadekæret.
Hun boede på en gård lige i nærheden, og var for nogle år siden blevet godt frustreret over, at gadekæret lå lige op til vejen, men var fuldstændig usynlig bag buske og andre vækster, og selve gadekæret var groet så fuldstændig til at det var praktisk talt ikke eksisterende.
Det besluttede hun sig for at gøre noget ved.
Så hun gik i gang, sammen med en gruppe frivillige fra byen, med at søge fonde og andre midler, så gadekæret kunne blive renset – en proces der resulterede i op til flere læs slam før vandspejlet igen var synligt …
Området blev sat i orden med knofedt og kreativitet, og der blev sat et nyt stakit op og lavet et lille grønt område ud mod vejen, og på den anden side af søen lavede de en lille rasteplads med borde og bænke på ‘lånt’ jord .. en lokal virksomhed ejer området, men de kører så også lige en vending ind og slår græsset, når de alligevel er i gang med deres eget område …
Der blev placeret et lille stendige langs den ene side, og ideen var at tilplante med stenbedsplanter, men det viste sig sværere end antaget, da stenene ikke ligger helt stabilt – men hun fortsætter stædigt kampen for at få det til at makke ret …
Men det er en detalje, kan vi andre mene – den hensygnende dam er allerede forvandlet til en lille lokal attraktion, der lyser op og bemærkes …
Især, selvfølgelig, når man bevæger sig stille og roligt på cykel gennem landskabet, he-he …




Susie, 8/8-2010 kl. 17.49
Hvor er det fedt når folk har tid til at forskønne deres omgivelser.