Det enkle liv

Weekenden foregik i virkeligt godt selskab. Jeg vandt to billetter til Word Festival i Odense og inviterede en forfatter kollega, som jeg mødte i bussen på vej til Bogforum i november.

Lørdag tog vi toget til Odense. Startede med at få armbånd på. Der stod kun en foran os, 10 minutter senere var køen rigtig lang. Vi var på rette tid og sted. Så gik vi ned til Frølageret ved Brands Klædefabrik og hørte først om at skrive sig ud af Livskriser.

Så talte Gunver Lystbæk Vestergård om Vores levende univers. Spændende, spændende!

Bagefter hørte vi Fredsforsker Isabel Bramsen og musiker Pernille Rosendal. Det var et rørende foredrag. For mit vedkommende så trillede tårerne, da Albert Camus blev citeret for at have sagt noget i stil med: “Det er kun poesien der kan indfange Livets mysterie.” Jamen så har jeg jo min berettigelse i verdens rummet!

Inde i Brandts Klædefabrik tog jeg et hurtigt kig ind i Ovartaci udstillingen. Før jeg hørte et foredrag om at skrive autofiktion. Fik den allersidste ledige stol, lige ved siden af Anne Marie. En ældre kvinde, som jeg mødte på Løgumkloster Refugium i januar. Hyggeligt selskab.

På vejen tilbage til Frølageret, måtte jeg lige se Jakob Marin Strids vidunderlige udstilling med kæmpe tegninger til Den fantastisk bus. Hold nu op hvor er det opløftende at se så smukke tegninger.

Herefter var jeg ude på en længere gå tur ned til Det Nordatlantiske Hus og høre om Monumentet – Billeder af Grønland i Danmark gennem 100 år. Interessante fortællinger om, hvorfor det står hvor det står, Monumentet altså, og om vores behandling af de mennesker som vi fik til at rejse herned, for at lære sprog og håndværk, fordi vi havde brug for nogen som kunne tolke på handelsstationerne.

Dagens sidste foredrag var med superformidleren Sabrina Vitting-Seerup fra Ren Snak. Hun opfordrede os til at bruge vores forestillingsevne noget mere. Vi kan skabe en fantastisk fremtid, hvis vi kan tænke den nu, fordi fortællinger skaber virkeligheder. Vi skal turde længes, siger hun. Vi skal tage vores længsel alvorligt og træne vores forestillingsmuskel.

Ved du hvad det mest klimavenlige du kan gøre, det er?

Læg dig ned og træk vejret, dybt og roligt!

Så forbruger du ikke imens.

Søndag stod den på skriveworkshop hos Pernille Redder. Det handlede om at skrive romance. Det tror jeg nu ikke jeg kommer til, selvom det er den genre, som der er flest penge i lige nu. Men skriveworkshops skærper altid pennen. Og så mødte jeg Pernille, som jeg også mødte sidste år på Word. Vi har begge to været på Løgumkloster Højskole for at skrive om Sprog og klima for cirka 5 år siden. Det er skønt, at møde kendte ansigter. Selvom en fremmed er en ven, du ikke har mødt endnu, så er det også dejligt afslappende, at møde kendte ansigter. Vi gik ud og fik en kop kaffe sammen bagefter og talte om forfatterliv, med dets trængsler og glæder.

Da jeg kom tilbage til min bil, undrede jeg mig, over at der lå så meget affald under bilen. (Burde også have taget toget søndag!)

Det var en pose vejsalt, noget sprinklervæske, en isskraber og et refleksarmbånd.

Jeg åbnede bagagerummet som var helt tomt.

Opdagede at gulvmåtten i passagerer siden stod på højkant. Langsomt gik det op for mig, at der havde været indbrud. Handskerummet var helt tomt. Midterrummet mellem sæderne var tømt.

Væk var mine solbriller med styrke, kleenex, håndsprit, min mands solbriller, låseolien, silikoneolien til døren, min pung med ca. 100 kroner, min notesbog og diverse kuglepenne, min gode strikhue og den ene af mine fingerløse strikhandsker – det må være en enarmet tyv!

OG ved I hvad?

Mindst 4 af mine bøger var væk!?!

Havde to stk. af Sofia & Stjernekatten, og to stk. af RUMMET i en lukket pose i bagagerummet. Dem havde tyven taget!

Måske havde jeg også et par stykker af min lille bitte bog Tak – er også en bøn, i handskerummet, som var helt tømt. Vedkommende efterlod mit Danmarkskort, to refleksarmbånd, mine visitkort og den anden af mine fingerløse strikhandsker. Samt en klud og en ret klistret silikonestift i modsatte side dør, af hvor låseolien og den anden silikonestift lå. Vejsalt, sprinklervæske og isskraberne havde heller ingen interesse.

MEN det havde mine bøger! Tænk sig, at man kan blive glad for det, midt i rystelsen over, at der er blevet begået indbrud mod en.

I dag er det Kjørmes Knud, så er halvdelen af vinteren gået, og foråret venter forude.

I ønskes en rigtig dejlig uge.

Filmen FRø

Isabelle Denaros smukke film FRø, handler om langt mere end frø.

Den  handler om frihed og fødevaresikkerhed.

Den handler også om sundhed.

Den er simpelthen værd at se og blive meget klogere af.

I 10.000 år har vi samlet og delt frø.

I mere end 400 generationer har det været en selvfølge.

Det har vi sat over styr på de seneste 4 generationer.

Nu har vi ikke længere lov til frit at samle og dele frø med hinanden, for nu bestemmer de 4 største frøfirmaer.

Der er dog et mikroskopisk vindue – 4 uger til at påvirke din EU kommissær, før de stemmer om det virkeligt skal være forbudt for bønder at dele frø.

De skal også stemme om det skal være tilladt at gensplejse frø uden at deklarerer det. PS. Så vidt jeg har forstået. Du må gerne selv undersøge det nærmere. Men start med at se Isabelle Denaros smukke film. 

Pyh har lige slettet over 200 spam kommentarer, det er simpelthen fast arbejde.

Tid er en af livets helt store gaver.

Har man god tid, så får man mulighed for at være langsom.

Når man er langsom, så ser man meget mere.

Så kommer sanseligheden ind i den væren, som man lettere opnår når man er langsom.

Så ser man at æbleblomsterne er sprunget ud. Så hører man at lærken synger.

Så opdager man de nuttede bredtæge nymfer, og har tid til at se sommerfugle flagre af sted.

Langsomhed er en af det helt store gaver jeg har fået ind i mit liv, efter jeg holdt op med at være ansat og efter jeg havde fået restitueret, så blev jeg pludselig bevidst om den nydelse, det er at gå langsomt. Hvor meget der er at sanse når jeg går tur. Jeg oplever simpelthen meget mere end tidligere. Hvor jeg bare styrtede af sted, det meste af tiden.

Naturforbundethed kræver god tid.

Naturforbundethed kræver langsomhed.

Naturforbundethed er en gave at de helt store og jeg får ofte ondt af menneskeheden, fordi den styrter kaotisk af sted det meste af tiden.

Minimalisme – som i så lidt forbrug som muligt, giver frihed, til at kunne være langsom, for så behøver man ikke at arbejde hele tiden, når man bruger markant færre penge. Så kan man købe sig frihed i stedet for ting.

Så får man tid til at nyde biernes summen, tid til at skrive digte, tid til at sidde med en kop te og bare glo ud i luften. Ahhh det er simpelthen så skønt.

Det tog mere end to år før kroppen var så meget i ro, at jeg opdagede den der dybe glæde ved at kunne gå langsomt gennem skoven. Men hold nu op hvor er det fantastisk. Det kunne jeg godt unde alle at få lov til at prøve. Det er lige som at være barn igen og se verden med nye forundrede øjne. Se Underet klart og tydelig. Se skønheden træde tydeligt frem. Se hvor STORT Livet det er.

Tusind tak fordi jeg får lov til at opleve det

Det enkle liv er også at passe på naturen. Eller måske er det netop det, som alting går ud på.

Passe godt på den indre og den ydre natur, så vi kan trives.

De hænger jo sammen.

Min indre natur bliver påvirket af hvordan jeg trives i verden.

Min indre natur har det virkelig godt ude i naturen.

Den ydre natur, trives bedst når mennesker er i harmoni, for så passer de også bedre på den ydre natur. Når vi kan mærke os selv, så passer vi bedre på naturen.

Vi smider ikke cigaretskodder, hvis vi holder af os selv og naturen, for den nagende dårlige samvittighed over for kroppen og over for ligegyldigheden over for naturen, er vi nødt til at fortrænge, for at holde afhængigheden ud, og smerten ved at være ligeglad.

Min nevø skiftede skole og fortalte mig, at det nye sted, smed de bare dåserne på jorden. Han kom også til det, lige som de andre, og tænkte bagefter; var det virkeligt mig der smed den dåse der?

Det havde han aldrig gjort før, men man hyler med de ulve man er sammen med, især hvis man er ung og sårbar og skal finde sin plads i en ny flok.

Det som trods alt glædede mig, var at han registrerede det, og følte at det var forkert at smide dåsen.

Så er der da en vished, en bevidsthed om hvad der er rigtigt og forkert, som måske kan få sin rette plads en dag, hvor han tør stå mere ved sig selv, og tør skille sig ud fra flokken og være et helt og stærkt menneske som kan stå selv, også når de andre gør noget, som føles forkert.

En del af min fritid går med at tænke over hvordan vi kan redde tysk strømfødt døgnflue, som er en art der har levet i Danmark siden istiden.

Den var engang 8 steder i landet, men i dag lever den kun i Højen Bæk.

Højen Bæk er Danmarks eneste bjergbæk, og så ren at den strømfødte døgnflue kan leve der.

Der er holistisk afgræsning på nogle af markerne ovenfor Højen Bæk, hvilket betyder at området ikke har været pløjet i mere end 10 år, men at det er blevet græsset af kvæg. Humuslaget i jorden er blevet tykkere og holder bedre på både CO2 og på næringsstofferne, så udvaskningen fra det område er mindre end fra de marker som bliver dyrket.

Kastanjely, et regenerativt gartneri, ligger også ovenfor Højen Bæk. Det siger sig selv, at her bruger man heller ikke pesticider og det regenerative betyder at man heller ikke graver i jorden, undtagen når man graver kartofler op med en greb. Ellers arbejder man bevidst med at forbedre livet i jorden.

Vejle Kommune har nu planer om at ville lave industri og motorvej langs med Højen Bæk.

Tværs over de regenerative bede og tværs over de holistisk græssede marker og måske allerværst gennem løvfrøernes og salamandernes habitater.

De forklarer at det vil være godt for naturen, de vil lave grønne korridorer som vil forbinde nogle grønne områder, så naturen kan få grønne passager.

De vil lave regnvandsopsamling fra de befæstede industriarealer, så der ikke løber beskidt vand ned i bækken.

Men proportionerne at den slags er som regel udregnet efter en ’20-års hændelse’, hvilket betyder at når vi har en ’100-års hændelse’, så løber de over, og det beskidte vand fra kommende industriområder, vil løbe direkte ned i Højen bæk.

Så er det nok slut med tysk strømfødt døgnflue også her.

Så har vi udryddet den på det sidste levested i Danmark.

Er det ikke lige meget med en døgnflue?

Er det ikke lige meget med en løvfrø?

Er det ikke lige meget med en salamander?

Jo det er da lige meget, hvis penge og vækst og mobilitet er det vigtigste der findes.

Så skide være med frøer, salamandere og døgnfluer.

Men inden i, i vores hjerte, så ved vi godt, at det ikke er lige meget.

Det er endnu et tab af dyrebar natur.

Det er endnu et tab af noget uerstatteligt.

“Gik alle konger frem på rad, de mægted’ ej det mindste blad at sætte på en nælde.”

Vi kan ikke få det tilbage, når først vi har ødelagt det.

Vi kan ikke reparerer os ud af biodiversitetstab.

Vi kan ikke fikse det, når først vi har slået livet ihjel.

Vi må leve med sorgen over at noget mangler, noget som var dyrebart, hvis ikke vi stopper op og siger; nej tak til industri og motorvej på uerstattelig natur i løvfrøernes rige, der hvor døgnfluer og salamandere også bor. De var her først, vi er kun gæster.

Fotograf Morten DD

Nørderi betaler sig.

Kombineret med den rigtige samarbejdspartner, så bliver det rigtigt sjovt.

Mødte endelig billedkunstner Mette Skov Mærsk, efter et par år, at have haft hendes visitkort, men først da to af mine veninder samme uge, helt uafhængigt af hinanden, sagde “Jeg tror du skal ringe til Mette Mærsk – jeg tror I skal lave noget sammen.”

Ja så fik jeg løftet røret, som man ville have sagt i gamle dage, og ringet til Mette.

Det er jeg utroligt glad for, at jeg gjorde, for det er der kommet denne her smukke bog ud af.

Bogen handler om den sjældne sommerfugl, den sortplettede blåfugl, som her i landet kun lever på Møn.

Vi har nørdet for at få bogen så præcis som muligt.  Vi har benyttet os af 5 nørdede mænd, med ekspertviden om sommerfugle, jeg har gennemset film om den sortplettede blåfugl 10 gange, for at være helt sikker på, at det vi skriver er rigtigt.

Mette der også er uddannet skovfoged, har også lavet research til hendes akvareller, så der hvor jeg skriver at sommerfuglen bliver spist af en mejse, undersøger hun sagen og ændrer sin første akvareltegning af en mejserede på en gren, til en mejserede i et hult træ, for der kan mejser bedst lide at bo.

Skønt med en nørdet faktatjekkende kollega, når man gerne vil lave en billedfagbog, som kan bruges i undervisningen.

Torben Binzer Meyer har lavet den smukke layout.

Hvis alle mennesker bare gjorde en lille bitte ting mere, hver eneste dag, så ville det skubbe udviklingen i en mere bæredygtig retning. For den lille bitte ting dagligt, som bliver en god vane, vi gør pr. automatik, giver råderum, til at lave en ny ekstra  bæredygtig ting om 3 uger, om det så er at genanvende og gengro dine selleri og spidskålsrodstokke. Genbruge dit kaffegrums i kompostbunken. Bytte kødet fra de 4-benede dyr ud med kylling eller fisk, og når du så ikke har spist kød fra 4-benede dyr længe, så smager det mindre godt. Du får måske overskud til at tage et kursus i”ZEN and the art of saving the planet”, og får medfølelse med kyllingerne, og lyst til at spise flere grøntsager i stedet for.

Måske tager du på stilhedsretræte, og oplever en dyb taknemmelighed over, at få serveret lækker vegetarmad, som et andet menneske har stået og lavet til dig. Taknemmeligheden, stilheden og enkelheden giver dig en aha oplevelse af, hvor lidt vi behøver for, at trives og være glade og tilfredse.

Vi behøver ikke købe alle de ting hele tiden. Vi bliver ikke lykkelige af, at vores taske har det rigtige mærke i ret lang tid, før det bare er en taske, som vi bruger og slider på.

Sparede du de 12.500 kr. til netop det mærke, og købte en helt almindelig taske, eller fandt en skøn taske i genbrug, så kunne du holde en måned fri, skrive nogle digte, male billeder, rengøre jorden og lave et grøntsagsbed, en kompostbunke, eller et biodiversitetsbed med hjemmehørende arter, så der kom værtsplanter og nektarplanter til insekterne. Eller du kunne plante oregano i en krukke og have din egen krydderurt lige uden for døren.

Så var den lillebitte ting pludselig blevet til noget STORT.

Var på stilhedsretræte i Skovhuset i Sdr. Vissing. Skovhuset

Der var en vegetar med på holdet og i stedet for at lave to retter mad, fik alle vegetarmad.

Anne Mette som stod for maden, lavede den lækreste mad.

Vi var stille når vi spiste. I starten var det lidt ‘højlydt’ at kunne høre de andre og sig selv tygge, mens der ikke blev sagt et ord.

Det som også sker når man ikke må tale, hverken med mad i munden eller uden, det er at alle ens sanser skærpes, men især smags-og lugtesansen. Maden smagte fantastisk.

Vi fik en brombærtærte til dessert på anden dagen – og den smagte så utroligt godt at jeg kom til at græde over det. Både over smagen og særligt af taknemmelighed, over at nogen stod og lavede så lækker mad til os.

Vi havde mange ledige timer på retræten, og sidst på eftermiddagen sad jeg og mediterede over stilheden.

Fik oplevelsen af at kunne læne mig ind i stilheden, og at noget større holdt mig.

Samtidig blev jeg bevidst om det lille rum jeg boede i. Enkelheden i rummet. Enkeltheden i maden. Hvor lidt man egentligt behøver, når man er opmærksom. Nyder måltidet. Har god tid til at være nærværende, og ikke har travlt med at fare af sted, og dække over de følelser, som man ikke orker at se i øjnene eller føle, men som vi konsumerer og forbruger for at dække over – den der nagende fornemmelse af, at livet bare flyver af sted med os, og vi ikke lever det liv vi drømmer om, når vi ikke har tid til at være nærværende, men bare javer af sted.

Hvor lidt vi egentligt i virkeligheden har brug for, for at være tilfredse.

En seng, et bord, en håndvask, mad på bordet – og tid til at trække vejret. Tid til at nyde solen og regnen. Tid til at smage maden.

Tid til at gå en tur. Så kan man være tilfreds, så gør en brombærkage en lykkelig.

Det er et enkelt og simpelt liv med fylde.

Invitation til Folketræffet for
Det Fælles Bedste i 2018
Hvis du ikke synes det er nok at drømme om et bæredygtigt
og økologisk Danmark, så kom og vær med, når vi holder Folketræf
for Det Fælles Bedste fra d. 10 – 13. maj i Vejle.

Folkeavisen udgivet af Det fælles bedste er netop udkommet i dag, du kan læse den her:

Folkeavisen_digital_lille version

Rigtig god søndag

fra SusieQ

Du ved det godt.

Der er ikke nær så mange sommerfugle, som da du var barn.

Kan du huske at du løb rundt på engen og prøvede at fange dem, alle de forskellige sommerfugle?

Eller at du stod helt tæt på en sommerfugl og studerede dens lange snabel, som den ruller ind og ud, når den skal suge nektar fra blomsten?

Nærstuderede de fantastiske changerende farver på vingerne og de mange små fine hår den har?

Hvornår så du sidst en sommerfugl? En der ikke var en kålsommerfugl?

Fald i antallet af sommerfugle

Vi er lige kommet hjem fra Berlin.

Midt i bydelen Kreuzberg, var der en lille firkant med vilde blomster, midt i byen, tæt op af en befærdet vej, over for det store fredagsmarked, tæt på floden.

En lille ø af natur – og sommerfugle!

På hele turen fra Danmark til Berlin og hjem igen, fik vi ikke et eneste insekt på forruden af bilen.

Det plejer man på denne årstid.

Biernes kummerlige tilstand har jeg skrevet om før, men du får alligevel et link til en TV udsendelse om bier.

DR2 USA indefra Den truede honningbi

Jeg kunne godt tænke mig at lave en folkebevægelse, der vil være med til at redde sommerfugle, bier og andre insekter, så vi ikke får en gold og tom verden uden liv.

Hvis alle nu såede bi – og sommerfugle venlige blomster i deres have og alle andre steder med en bar plet jord, mon ikke det ville gøre en forskel?

De steder hvor der lever sommerfugle er man naturligvis også nød til at beskytte. For når vi kun har monokultur i det meste af landet, så er der jo ikke plads til insekterne.

Når vi sprøjter de fleste af vores marker med gift, så dør bierne. Så dør insekterne. Så dør sommerfuglene.

Besøgte Romsø ud for Kerteminde sidste år. Øen er fredet og der bor ikke nogen fast på øen længere. Det som betog mig, var alle sommerfuglene. Først der, gik det rigtigt op for mig, hvor få vi har tilbage i resten af landet. Her på øen var de alle steder. Sommerfuglearter jeg ikke havde set i flere år, fordi vi har ødelagt deres levesteder.

Vi efterlader en meget fattigere verden til vores efterkommere, hvis de aldrig får lov til at opleve at stå og nærstudere en sommerfugl og se det smukke farvespil i dens vinger.

Skriv hvis du har specialviden om sommerfugle levesteder, blomster/planter, der er særligt gode for sommerfugle og bier.

Skriv hvis du har en rigtig god idé, til hvordan vi bedst griber det an.

På forhånd tusind tak fra fremtidens børn.

De bedste hilsner

SusieQ

PS. Har tilføjet et par links i vores blogroll der henviser til foreninger der arbejder for insekter og sommerfugle.