Skal jeg virkelig vente til jeg bliver gammel?

Ind i mellem hører jeg noget, der virkelig giver stof til eftertanke. Jeg lægger mærke til det med det samme, skærper opmærksomheden og lytter aktivt, i stedet for blot at lytte mens jeg laver noget andet.

Tidligt i går morges var det Elisabeth Arnold, der talte om alderdommens frihed.
Vores hverdag er fyldt med forpligtelser, der skemalægger hvert minut fra vi vågner til vi går i seng. Ikke kun de praktiske forpligtelser for at hverdagen kan fungere, men også de forpligtelser vi selv har påtaget os, som f.eks. børneopdragelse, at have et socialt liv, at følge med i verdens gang.
Elisabeth Arnold talte om at vi prøver at leve op til ikke bare det billede vi har af os selv – men at vi prøver at leve op til det billede vi tror de andre har af os.

Her er det alderdommens frihed kommer ind. For når man bliver pensioneret eller bliver alene, så er der rigtig mange mennesker der oplever den helt store frihed, som de enten vælger bare at nyde fuldt og helt, eller som de nyder med en snært af dårlig samvittighed… for det er jo ikke fordi de har haft et dårligt liv indtil da.

Alderdommens frihed handler om at kunne slippe for mange af dagligdagens pligter og kompromiser.

Brug 5 minutter på at lytte til programmet: Ved dagens begyndelse – onsdag den 4. oktober 2006, hvor Elisabeth Arnold har et par rigtig gode eksempler på alderdommens frihed!

Og bagefter tænke over om det virkelig er nødvendigt at vente til vi bliver gamle?

Det mindste vi kan gøre, er at tale med hinanden. Tale om hvorfor vi gør tingene som vi gør – måske er vi misforstået hensynsfulde over for hinanden, og dermed er ingen rigtig tilfredse?
Måske har vi helt forkerte opfattelser af hvad vores omgivelser forventer af os…
Måske har vi påtaget os nogle forpligtelser, som ingen har nogen som helst glæde af, og som er en daglig pestilens…
Den slags vil jeg da gerne have udryddet inden jeg bliver ret meget ældre!

Lisa, nu i tænkeboksen

3 kommentarer

Trackback

Kommentar(er)

  1. Carl, 5/10-2006 kl. 15.18

    Som single har man nogle af de privilegier, hun omtaler – når man kommer hjem, er man ‘frisat’.
    Det gør – måske – overgangen til alderdommens frie liv nemmere .. det kan være en udfordring for de der er vant til skemalægning fra morgen til aften ..

    v.h. Carl

  2. Lisa, 5/10-2006 kl. 18.09

    Ja, og udfordringen for os der har valgt at leve med en livspartner må være at lære at frisætte hinanden. Unde hinanden det frirum, og kende hinanden godt nok til at man ikke af misforstået hensynsfuldhed tilsidesætter sig selv uden at glæde modparten… vi skulle jo helst ikke gå og glæde os til at blive glade enker/enkemænd, vel?

    Som del af et par, en familie, indgår jeg mange kompromisser, og det er der som sådan ikke noget galt med. Det bliver først galt hvis der ikke er balance og forståelse.

    Og så elsker jeg dage helt uden noget på programmet. Som regel får jeg lavet en masse, både alene og sammen med andre, hvis jeg absolut ingen planer har om at lave noget som helst!

  3. Lotte, 9/10-2006 kl. 9.26

    Som de fleste har jeg levet som single, og kan sagens følge dig, Carl.

    Og som nu – en familie på fire – dig, Lisa.

    Vi frisætter hinanden, snakker med hinanden “er du tilfreds? Hvad drømmer du om? Hvis jeg nu gerne vil det her, hvordan er det så for dig?” osv. osv. Kompromis’er er en del af vores hverdag, det er fint nok, for det giver jo også så meget andet. Man kan opnå en slags synergi effekt. (Derfor går jeg også og drømmer lidt om at bo ENDNU flere sammen, måske et lille bofællesskab engang…)

    …og ligesom jeg elsker de dage, hvor intet er “proppet ind”…

    …vi lever vist ikke særlig skemalagt…

    Lisa, din kommentar er meget rigtigt og smukt sagt!

Desværre er det ikke muligt at kommentere dette indlæg