En luddits kvababbelser
Skrevet af Leif, 15/12-2011 kl. 9.44 | forbrug, genbrug, husholdning, miljø, Natur, Reparation, samfund, samvær, tanker, teknologi, Økologi | 1 kommentar
På sin vis er jeg en luddit (maskinstormer). Tror, at en del af vores miljømæssige, økonomiske og åndelige krise er fra den måde vi i de sidste århundreder i Europa, i den vestlige verden har prioriteret tekniske-industrielle fremskridt som lig med udvidet forbrug manifesteret med materielle goder, varemæssigt, uddannelsesmæssigt og oplevelsesmæssigt. Et tiltrængt historisk løft ud af materiel nøjsomhed og fattigdom er for de fleste moderne mennesker blevet kanaliseret til et bevidstløst overforbrug både for høj og lav.
Vores adfærd er drevet både af materiel status, forstærket,egoisme og en oversofistikeret teknologifixering, som opbruger jordklodens naturlige grænser for gavmildhed, der på sigt destruerer livet for alle arter.
Mange, hvis ikke de fleste, vil sige, at den industrielle udvikling har været en god ting: givet os et godt helbred, længere liv, lettere arbejde, en materiel rigdom med teknologisk isenkram, som computere, mobiltelefoner, PDA digitale kamaraer. På den anden side må vi dog erkende de miljømæssige og menneskelige moralske dilemmaer brugen af disse goder skaber. Ikke bare for naturen, også for de sociale relationer mellem mennesker. Trods teknologiske fix og hurtig kommunikation er der stadig en stor ensomhed blandt mange mennesker.
Personligt kan vi forsøge, at begrænse forbruget af disse goder, så meget vi kan og i størrre kollektive sammenhænge opfordre andre at gøre det samme. En mere grøn og økologisk praxis gør os ikke til primitive stenaldermennesker og fuldblods maskinstormere, der hygger sig i solcellelygtens skær. Mange af os vil stadigvæk have en urban livstil både på landet og i byen. Dog kan vi prøve på at bremse et unødvendigt overforbrug på forskellige planer i vort liv. Leve mere ansvarligt nok til at bevirke en forskel og stadig være i stand til at leve i en bymæssig sammenhæng.
Den seneste forkning påviser at der sker reelle fysiologiske ændringer (adrenalinsus) når vi står i en købssituation. Varen eller brandet skaber billeder i vor bevidsthed af drømme, velvære, energi og status. Derfor må vi sige til os selv om vi virkelig har brug det, når vi står og vil købe; om genbrug, reperation eller et andet alternativ.. Måske er mine ræsonnementer blot et tågeslør for at fornægte det faktum, at jeg ubevidst tragter efter adrenalinsuset?
Henning S, 20/12-2011 kl. 13.35
Hej Leif når jeg bliver slæbt med ind i en butik er det første jeg tænker på at finde de få produkter der er de basale. Jeg hopper ikke på industri piza og blandings kryderier eller flot embalage. Jeg køber ikke juse og slik men frug og nøder og popcorn. Jeg hader at 99% på alle hylder er lige til kommune kemi. Jeg føler ikke glæde ved at være steder med folk. Jeg bliver nærmest ked af det når jeg ser alt det folk køber og bruger tid på at slæbe på når jeg ved at livskvalitet er der man har der hjemme sammen med ens flok eller med den der vil hygge sig. Jeg er temmelig fustreret over den måde verden er på.
Et frisk æble og noge nøder er betydelig bedre en juce og slik Ikke kun sundere men det smager bedre, 