Det enkle liv

.. rural left style.

Kan I huske Creedence Clearwater Revival?

Vi skriver 1970, året da ungdomsoprøret var ved at ebbe ud, og en hel generation vågnede op til gevaldige tømmermænd og en tilbagevenden til livets barske realiteter.
The Dream Is Over, og scenen var sat til et opgør mellem betonmarxistiske retfærdighedsfundamentalister og en gryende, glamourøs urbansmart styling-fikseret mærkevarekultur, der kuppede den sorgløse og kreative del af tresserungdommen – bortset fra de der gik i forfald.

Det var en tid, der ellers mindede meget om nutiden, med god økonomi, fuld beskæftigelse og optimisme på alle fronter.
Det år var der fire knægte fra Californien der fuldstændig væltede Danmark.
Godmodige, tilbagelænede drengerøve med rødderne dybt plantet i sump-rock fra Louisiana, musik der emmede af guitaren og den trebenede stol på verandaen en lun sommeraften, med udsigt over floden og markerne, og bjergene i det fjerne.
I den korte tid det varede, var gruppen mindst lige så populære som både Beatles og Gasolin, i deres velmagtsdage.

Hvorfor er dét interessant, for Simple-Living .. ?

Prøv at læse deres tekster.
For nu ikke at komme i klammeri med diverse obskure copy-right bestemmelser, vil jeg blot foreslå jer at ‘Google’ titlerne, og tilføje ‘lyrics’ – så går det nemt.
Jeg vil foreslå “Looking out my Backdoor”, “Down on the Corner”, “Almost Saturday Night”, “Badmoon Rising”, “Proud Mary” (som nok er dén de fleste kender) og deres største hit herhjemme, “Up Around the Bend”. Eller, noget senere, John Fogerthy solo, “Rock’n'roll Girls”, “Swamp River Days”, “The Old Man Down The Road”.
Det absolut bedste er selvfølgelig at høre dem – ‘vi er nogle stykker’ der mener at .. nåja, dan jer selv et indtryk!!!

Er det bare mig – eller var der en vision bag de sange? – En drøm, der handlede om noget helt andet end glamour, samtalekøkkener og middelklasseforstadens forbrugshysteri?
Hvis der var, havde den i hvert fald grundigt fat i danskernes folkesjæl – dengang, for snart mange år siden.

Der var andre. Klassikeren over dem alle – “Me and Bobby McGee” af Kris Kristoffersen, de mere naivistisk / poppede, John Denver, og Lobo (“Me and you and a dog named Boo”).
Woody Guthrie (“This land is your land”)
Og hvorfor ikke osse vores allesammens Dolly Pardon (“In my Tenessee Mountain Home”, “Apple Jack”)

Go’ læselyst, hvis nu nogle sku’ finde på at følge min opfordring.

Jeg vil lige vove pelsen og det ene øje og slutte af med et enkelt citat:

“If I had my way, I’d shuffle off to Buffalo
Sit by the lake, and watch the world go by
Ladies in the sun. listenig to the radio
Like flowers in the sand, a rainbow in my hand”

.. mig i en nøddeskal .

Venlig hilsen
Carl