Keep it simple – det må vel være det engelske motto for det-enkle-liv
Skrevet af SusieQ, 23/12-2012 kl. 15.25 | Ikke kategoriseret, Jul, mad, Mennesker, samvær, tanker | Skriv den første kommentar
En snestorm fejer hen over landet. det er ret hyggeligt, hvis man ikke skal noget, men kan være inden døre. Spise hjemmelavede vafler og hygge sig med ild i masseovnen, mens man kigger ud på sneen, der fyger ned fra taget og efter 10 minutter har slettet alle spor efter, at jeg lige har været ude at skrabe sne.
På det sociale medie LinkedIn kom jeg tilfældigt til at læse et indlæg den anden dag, om to vigtige spørgsmål du bør stille dig selv af og til. Indlægsskribenten havde været til et seminar med Connie Podesta, en amerikansk peptalker, og her kommer min oversættelse af hvad hun sagde:
“Jeg vil dele de to vigtigste spørgsmål du nogensinde vil komme til at svare på. Hvis du svarer nej til et af dem, vil jeg vide at du er mere stresset end du behøver at være. Jeg vil vide at du er mindre glad end godt er.” Her er de to spørgsmål:
#1 Er du stolt af de valg du træffer hjemme?
#2 Er du stolt af de valg du træffer på dit arbejde?
At stille disse to spørgsmål og blive mere bevidst i dine valg, kan virke som en lille ting. Nogen gange føler vi at vi har for travlt med at leve, til at vi kan nå at tænke over det liv vi lever. Dog kan manglende refleksion i forhold til disse spørgsmål bidrage til et liv af fortrydelser.
En Australsk sygeplejerske der plejede mennesker i de sidste 12 uger af deres liv, registrerede de fortrydelser folk oftest gav udtryk for. Øverst på listen: ” Jeg ville ønske jeg havde haft mod til at leve et liv, hvor jeg var tro mod mig selv, i stedet for det liv andre forventede af mig.” Det næste punkt på listen: ” Jeg ville ønske jeg ikke havde arbejdet så hårdt” og “Jeg ville ønske jeg havde haft mod til at udtrykke mine følelser”.
Jeg er ikke sikker på, at disse er de vigtigste to spørgsmål vi nogensinde vil stille, men vi vil klart have færre fortrydelser, hvis vi bruger et øjeblik hver morgen med at stille dem.”
Enkelt ikke? Det er i virkeligheden ikke så svært, at der er brug for store forkromede løsninger. Af og til virker de lav praktiske langt bedre og giver langt hurtigere et klart resultat.
Jeg har selv tilføjet et ekstra punkt til min personlige liste:
#3 Er du stolt af det du skriver (mængde og kvalitet).
Du kan jo selv tilføje de punkter der er væsentlige for dig i dit liv – hvis du har områder, du trænger til, at kaste lidt mere lys over.
Mens jeg skriver denne blog og min søn bygger en snekone udenfor, er jeg ved at afprøve en opskrift på Ris a la mande, som jeg har fundet på Jette Lebahns blog:
Den er med brune grødris og fordelen skulle være, at den ikke koger på så let (ret vigtigt nu hvor jeg sidder og skriver her på et indlæg til bloggen).
Jeg er lidt spændt på om, den bliver god, duften er noget anderledes end med hvide grødris, men derfor kan den jo godt smage godt.
Grøden:
2 dl brune grødris
½ – 1 dl vand
1 l. mælk
1 vaniliestang
Risen koges først ca. 5 min. i vandet, herefter tilsættes ca. halvdelen af mælken. Koges op, resten af mælken tilsættes lidt efter lidt efterhånden som grøden koger ind. Koges ca. 3 kvarter til risene er gennemkogt og grøden har fået grødkonsistens. Sættes på køl til den skal bruges, vaniliestangen bliver bare i grøden.
A la manden:
Risengrøden
½ l. piskefløde
Rigelige mængder af smuttede mandler
Sukker
Portvin eller sherry
Tag vaniliestangen op.
Sukker (lidt af gangen – smag dig frem) røres i grøden, herefter tilsættes mandler og til sidst piskes fløden stiv og vendes i.
Smag desserten til med portvin.
PS. Alle ingredienser til Ris a la manden er naturligvis økologiske.
Du og dine kære ønskes en rigtig dejlig og fredelig jul
de bedste julehilsner fra SusieQ
Skriv din kommentar: