Fornøjelsescykling

Som barn var jeg meget glad for at cykle.

På egnen, hvor jeg voksede op, var der mange små veje med ikke ret meget trafik, så jeg kunne fint bevæge mig langt omkring på cykel uden den store risiko.
Dengang var der også noget mere liv på landet end i dag, der var mange små husmandssteder der gav et dyrket land med mangfoldinghed og kolorit.

Glæden ved at cykle for at opleve landskab og vejrlig har jeg bevaret hele vejen …
Cyklen er for mig ikke et motionsredskab, men et brugsredskab og et middel til at få gode oplevelser.
Jeg har så heller aldrig haft bil, og dét gør jo så cyklen næsten uundværlig …

Nå, men een af mine pointer er, at det dengang jeg var ung, blev regnet for at være en lille smule bagstræberisk at bevæge sig rundt på cykel …
Det var noget børn gjorde, og så selvfølgelig de der ville være seriøse cykelryttere.
Og så selvfølgelig gamle onkler og mostre, der havde brugt den hele livet og ikke rigtig var fulgt med tiden.
Jeg oplevede derfor også, både som barn og senere i livet at jeg stod ret alene med dén interesse …

De fleste regnede vel med, dengang, at cykling til andet end konkurrence- og motionsbrug helt ville forsvinde i løbet af få årtier.

Men nej!
Igennem den sidste snes år er det blevet mere og mere almindeligt at folk tager på cykelferie, og flere og flere rejsebureauer tilbyder cykelrejser …
… hvor man gør præcis som jeg gjorde, da jeg var dreng – kører rundt på veje og stier og oplever og indsnuser natur, kultur og landskab …
I et lempeligt tempo, og overkommelige afstande …
Typisk omkring 50 km. om dagen, det lyder voldsomt for nogle, men de fleste kan faktisk ret hurtigt træne kroppen op til at klare sådan en tur hvis terrænet ikke er for bakket …

Det er en god måde at komme frem på, man er meget tættere på landskabet end hvis man rejser i bus, og der er mere afveksling end hvis man vandrer – tror vandreferier mere er for de lidt meditative ….

Jeg var for tre år siden på en tur med guide, i Østrig – en let tur langs Donau …
Dén gruppe, der mødtes på turen, har holdt sammen lige siden og dét synes jeg er ret imponerende …
Det sker tit, at man mødes på en charter-rejse, og nogle aftaler de vil ses igen, men som regel bliver det ikke til det helt store …
Men for vores cykelgruppe er det anderledes …
Vi har lige overstået vores fjerde selv-arrangerede cykeltur hér i Danmark, og den femte er allerede planlagt …
Nogle af os har været sammen et par stykker fra gruppen på andre cykelture, og ellers kan vi jo snakke om hvad vi hver især har oplevet og kan anbefale ….
Der var 18 på turen og de 14 af os er med på de selv-arrangerede ture – hvis vi ellers kan, og det har de fleste kunnet indtil nu …

Vi er nok stadig forholdsvis få, der bruger cyklen på dén måde, man møder i hvert fald ikke tit andre cyklister uden for byområderne, end netop motions- og sportscyklister – og cykelturister om sommeren …

Men dén her måde at bruge cyklen på er jo næsten en livsstil for sig selv, så det er da fint hvis de af os der er interesserede i det, kan holde kontakten.

Det er jo noget en anden kategori af vejfarende friluftsfolk, motorcykel-folket, har en lang tradition for at være sammen på kryds og tværs i diverse klubber og til træf …

Hvorfor ikke arrangere fornøjelsescyklings-klubber og -træf … ???
Jeg giver hermed ideen videre ….

2 kommentarer

Trackback

Kommentar(er)

  1. SusieQ, 4/5-2013 kl. 15.22

    Hej Carl

    Jeg cyklede også rigtigt meget da jeg var ung. Det er sjovt, det sagde min søster faktisk til mig for ikke så lang tid siden; “Ja du cyklede rigtigt meget!”
    Dengang havde jeg ikke bil, og da jeg fik barn, tog den ret meget over, fordi der var så meget der skulle nås, med langt til arbejde, sene arbejdstider, der skulle passe sammen med, at barnet ikke skulle have alt for mange timer i institution, så blev cyklen valgt fra.
    I går cyklede jeg de 12-14 kilometer på arbejde. Var godt træt efter ca. 25 kilometer på cykel, men også vældigt godt tilfreds med mig selv, over at jeg fik kæmpet mig op på den igen. Jeg elsker faktisk at cykle – der er ikke noget bedre end, en tur ud af naturstien til Bindeballe købmandsgård, det er sådan en smuk tur, som man ikke kan gøre i bil. Du får duftene med, og vandets klukken i åen, kan du stadigt høre når du cykler. Motion er slet ikke hårdt, når der er så smukt omkring dig. Selvom det er en omvej, kørte jeg også ud langs Vejle Fjord på ved på arbejde, for at få skønheden med fra morgenstunden, det giver så meget godt energi.

  2. Tina Mariette, 22/5-2013 kl. 17.28

    Vi bor på landet, og der regnes det som en nødvendighed at have bil. Det ER også tæt på nødvendigt, – for den offentlige transport er meget sporadisk her i området. Dels er der adskillige km til nærmeste stoppested, busserne kører som oftest ikke i nærheden af hvor man har et ærinde og om aftenen og i weekender køres der stort set ikke. Vi har i flere år været afhængige af biler og været trætte af det, men for et halvt år siden valgte vi at investere i to el-cykler, til den daglige transport. Den ene el-cykel har en lad-kasse, så vi kan have begge børn og indkøb med, og den anden ligner en almindelige cykel, så den uden problemer kan medbringes i en rutebil. På en el-cykel er det som at køre ligeud i medvind hele tiden, og så går det gennemsnitligt noget hurtigere end på en almindelige cykel. Vi kan derfor godt de fleste dage, få det til at fungere med cykler, til og fra skole, børnehave, arbejde og indkøb, selv om vi bor laaangt ude på landet. Vi har stadig en bil, som vi bruger 1-2 gange om ugen.

RSS-feed til dette indlægSkriv din kommentar: