Langsomhed og plads til alle?
Skrevet af SusieQ, 5/5-2013 kl. 10.22 | arbejdsliv, hverdag, Mennesker, samfund, samvær, tanker, tid | 2 kommentarer
Vi har før skrevet om rytmeanormali her på siden.
Jeg kom til at tænke rigtigt meget over, hvor hurtigt alting skal gå her i vort samfund, da jeg stod ved kassen i banken, sammen med en kvinde der har Downs Syndrom.
Det tager tid for hende, at få skrevet under på banksedlen, at få sine penge ned i pungen, at få pungen ned i tasken, og at flytte sig væk fra skranken igen.
Bankdamen blev utålmodig, fordi der stod éen anden kunde og ventede. Hun bad kvinden med Downs Syndrom om, at gå til siden.
Bagefter oppe i Brugsen, dannede jeg mig hurtigt et overblik, og tænkte vi går til bageren senere, for der står nogen i forvejen.
Vi tog blomsterhandleren først, der var ingen mennesker. Bagefter var vi heldige, at der heller ikke var nogen ved kiosken og der var også fri ved bageren, da vi kom tilbage.
Men det er jo en skam, at jeg er nød til, at tænke over, at hun ikke skal genere andre mennesker med sin langsomhed.
Hvorfor skal det gå så hurtigt?
Hun kan ikke administrere netbank – under nogen omstændigheder.
Danske Bank har lukket for deres kasseekspedition i den by hvor jeg arbejder, og sidst jeg skulle hæve penge i deres automat var den i uorden.
Tror I vi kommer hurtigere frem og til hvad, med det tempo vi har på?
Jeg er selv en af de hurtige, har ret meget drøn på, og er lettere hyperaktiv.
Jeg kan ikke bare slænge mig i hængekøjen i flere timer, jeg kan i sådan cirka 5 minutter, men så der også et eller andet jeg lige skal ordne.
Men tror at vi misser noget, når vi ikke har plads til, at mærke os selv, og når vores samfund ikke har plads til mennesker, der er langsomme.
Det er jo ret tydeligt at vi ikke har det. For der bliver stort set ikke født flere børn med Downs Syndrom, dem udraderer vi før fødslen. Det lyder ikke rart.
Men er det ikke sådan det er?
Vi orker ikke at have mennesker i blandt os der anderledes, og alt for langsomme til vores hæsblæsende tempo.
Et tempo der for øvrigt også går ud over helt almindelige mennesker, uden syndromer. Folk går ned med stress som aldrig før.
Stress på en måde der ikke er til at spøge med, men som er rigtigt dyrt både menneskeligt, og samfundsøkonomisk.
Nogle kommer sig aldrig over det igen. Mens andre kan kæmpe sig tilbage til job og et nogenlunde liv igen, de vil dog fremover være mere sårbare over for stresspåvirkninger.
I en tid med arbejdsløshed, hvorfor skal alting så gå så stærkt?
Hvorfor kan vi ikke nyde livet lidt mere, lige som på Kreta, hvor man kan sidde og drikke kaffe og snakke og spille lidt kort?
Hvorfor er det ikke tilladt at unde sig selv en god pause?
Det er jo i pauserne det sker, det der med innovation og de gode idéer.
Det er når hjernen får lov til, at slappe af og tænke på noget helt andet, at det geniale dukker op helt uventet og ud af det blå.
Det er når man stirre ud i luften og ikke laver noget, det er der min geniale designer veninde skaber alle sine opfindelser.
Hendes søster brokkede sig engang og sagde; “Anette, du laver da heller aldrig noget, du sidder bare der og stirrer ud af vinduet”.
“Jo jeg gør, jeg sidder jo lige og arbejder.” Var hendes præcise svar.
Måske skulle vi give hinanden lidt mere arbejdsrum, og plads også i kassekøen.
Jeg var engang selv en af dem, der stod helt oppe i nakken på folk, for at komme til, at placere mine varer på båndet.
Indtil jeg oplevede, at ham der stod bag mig, ventede, og ikke lagde sine varer op, før jeg næsten havde fået betalt mine.
Det var sådan en dejlig befriende fornemmelse, at der ikke stod en bagved og skyndte på mig for, at jeg kunne blive færdig og få afsluttet min handel.
Siden da, har jeg selv holdt afstand.
For jeg kommer jo hverken hurtigere eller bedre frem, ved at stå oppe i nakken på den foran. Derimod kommer jeg mere afslappet og behageligere frem, hvis jeg giver den foran stående plads og ro til at få betalt sine varer.
Det giver faktisk også mig ro.
Jeg kan jo bruge ventetiden til at trække vejret dybt, og slappe af, og nyde en af dagens pauser.
Det er faktisk muligt, at holde pause i en kassekø, hvis man bare er bevidst, og trækker vejret opmærksomt, mens man tænker, åh dejligt, at få en pause.
Stress gør de værste ting ved os.
Børn bliver indlagt med mavepine.
Voksne bliver vanvittige og laver ‘road-rage’ altså skælder ud på medtrafikanter – ja de kan sågar finde på at slå på dem, i bare stressfrustration.
Det er ikke særligt rart, at være så stresset, at man skælder ud over det mindste.
Så er det langt mere behageligt, at være afslappet og nyde øjeblikket
Rigtig god søndag
fra en forårsramt søndagsblogger, der var så heldig at få et læs hestemøg fordelt i haven i går.
SusieQ
Henning Simonsen, 29/6-2013 kl. 12.21
Der burgte indføres en lov om at ingen måtte arbejde mere end 80%. Det skal være ulovilgt med akortarbejde Alt er effectiveness undtagen dem som sider og finder ud af at folk skal arbejde hurtigere og hurtigere. selv vores fritid er med til at give stress.
Vi er bare bleve slaver af et samfund hvor slaver ikke skal have råd til lægehjælp og ordentlig føde. Der er noget der tyder på at godejeren igen laver hoveri og hente slaver i polen der skal spise af med smuller fra de riges bord. Jeg er ikke racist men jeg tænker på hvordan nogen kan være så forhippet på profit at de vil gå med til at disse ting sker og er sket. Jo jo. Jeg er her stadig og min have har det godt kartoflerne er lid sene og vinbjergsneglene har fået lov at spise min salat så spiser jeg dem senere.
Kærlige hilsner til jeg alle sammen.
SusieQ, 29/6-2013 kl. 21.11
Hej Henning
Hvordan spiser du vinbjergsneglene?
Er det ikke lidt dyreplageri, når de skal gøres klar, eller findes der måske en mere skånsom metode end den jeg hørte om som ung grydeopvasker på Hotel Australia, for ret mange år siden?