Det enkle liv

Der er liv alle vegne, det pibler frem over alt. Bare man vender ryggen til i to sekunder, så er der kommet ukrudt imellem blomsterne i staudebedet. Eller mellem rækkerne af de ny såede ærter.

Vi kender til liv i de dybeste steder i oceanet, i de højeste bjerge og i svovlholdige søer, hvor næsten intet kan leve, der er der stadigvæk liv.

Alligevel er livet et under og temmelig skrøbeligt.

Går vi lidt uden for vores planet, så kan vi ikke lige finde liv nogen steder.

Går vi tilbage til dengang hvor der ikke var noget liv, dengang hvor kloden endnu var så varm, at det fløj omkring med lava og der intet liv fandtes nogen steder – kan du overhovedet forestille dig, at der ikke er noget liv?

Prøv at forstille dig, det under det er, at livet opstår i et ellers livløst univers.

Den der lille gnist, som adskiller liv fra livløst. Liv fra død.

Hvorfor skriver jeg om sådan noget?

Fordi jeg pludselig en dag, mens jeg stod i haven, kunne opfatte hvor ufatteligt utroligt, det er at vi er levende i et univers, hvor vi endnu ikke har fundet liv andre steder.

Og hvor megastor en forskel det gør om der er liv eller ej.

Mars har engang haft have, med kæmpe bølger.

Mars har måske engang haft mulighed for liv.

Men den blev for varm.

CO2 niveauet blev måske for højt?

Vi har fået en gave, at få lov til at leve et liv mellem andre levende væsener.

De forsøger generelt ikke at slå os ihjel. Nogle af bakterierne gør. En løve ville sikkert også æde os, hvis vi stillede os lige foran den, med mindre den synes vi lugter for grimt.

Men her i Danmark oplever vi ikke sådan at blive angrebet af de andre levende væsener omkring os, det skulle da lige være skovflåt og myg.

Skovflåter har vi masser af i haven, fordi vi har så mange rådyr, som kommer og spiser vores tulipaner, valmuer, roser, jordbær, stikkelsbær og hiver stedmoderblomsterne op af krukkerne. Hvæsser takker på vores æbletræ og solbærbusk, så nu må jeg starte forfra med dem igen.

Man kan sætte uld rundt om sine planter, rådyrene bryder sig nemlig ikke om at få uld i munden, det virker dog ikke på det med at hvæsse takker.

Havodderen det der fantastiske dyr der svømmer på ryggen med sin unge på maven, og som flækker muslinger på sten. Den havde vi nær udryddet helt. Der var kun 50 levende dyr tilbage. I dag er der heldigvis et par tusinder.

Vi nåede det på målstregen. Andre dyr har vi for længst udryddet.

Og så her i Danmark. Dyr der aldrig kommer igen.

Hørte en naturvejleder fortælle om en gammel film han havde set fra Nordsjælland, der filmede grøftekanterne, hvordan mange af de sommerfugle og blomster der var på filmen, nu stort set ikke findes mere.

Liv der var og nu ikke mere er.

Jeg bliver dybt berørt når jeg hører om John Muir

Manden der brugte 40 år af sit liv på at kæmpe for at bevare blandt andet de kæmpe store Redwood og Sequoia træer. Uden ham havde kæmperne være udryddet. Det var meget tæt på at de kæmpe træer, som havde stået der i 2-3000 år, og som havde overlevet både jordskæv og skovbrande, var, blev udryddet af mennesket i løbet af 50 år. Fældningen af de store kæmper

General Sherman, et sequoia træ, er det største levende træ på jorden.

Har du aldrig hørt om kæmperne før kan du læse mere her Rødtræ

Mere om Redwood og sequoia

Muir Woods

Rigtig god søndag

fra SusieQ