Drivhusets blomster
Skrevet af SusieQ, 26/6-2016 kl. 15.17 | have, Sjæl og Ånd, tanker | Skriv den første kommentar
Rucola, persille og basilikum er dejlige gaver i mit drivhus.
Synes næsten de er dejligere end både tomater og agurker, sikkert fordi disse ikke er så mangfoldige endnu, som krydderurterne de er.
Til gengæld bliver det dejligt når tomaterne kommer. Men de er stadigt små og grønne.
Har en minitomat, der har givet et stykke tid, men det er en lillebitte tomat der er klar en af gangen og langt fra nok til en hel salat.
Derimod vokser rucola salaten som om den blev betalt for det.
Og den får fine gule blomster, som har en sød honningduft.
Det har måske ikke nogen særlig nytteværdi, men hvor er det smukt når jeg sidder her og kigger ind i drivhuset, med blå lobelia uden for og gule rucolablomster inden for.
De matcher hinanden godt de to farver. Så måske skulle jeg plante rucola og lobelia sammen næste år?
Det sjove er når man kan få farverne til at spille sammen og forstærke hinanden i en dyb vibrerende tone, som vækker genklang i sjælen.
Første gang jeg oplevede det var i Generalife, haven der ligger ved siden af Alhambra, maurernes gamle borg i Granada i Spanien.
Der stod nogle storblomstrende Peace roser i gule farver lige op af en kraftig række lilla lavendler. Det var så ubeskriveligt smukt, den måde som farverne forstærkede hinanden på.
Jeg elsker Sct. Hans tiden. Alting strutter og naturens grokraft er så stærk, at man næsten kan mærke den fysisk.
Livskraften strømmer en i møde, når man dufter til hyld, hybenroser og pibeved. Det er en gave til sanserne.
Min hæk bliver ikke klippet før efter Sct. Hans. Det har Søren Ryge selv givet mig tilladelse til at vente med, så jeg ikke kommer til at klippe hovedet af en solsort der ligger på reden.
Nej faktisk har vi en hæk der blomstre med en masse hvide blomster lige nu. Det er vist en ligusterhæk. Blomsterne dufter ikke særligt godt, men det synes humlebier og sommerfugle at de gør, for hækken er fuld af dem.
Derfor må vi vente med at klippe hæk, til blomsterne er afblomstrede og sommerfugle og humlebier har fået nok.
Godt med sådanne forsinkelser.
Især når der er andet jeg hellere vil lige nu.
Slappe af – for eksempel.
Det er nemlig søndag, så må man godt tage en slapper og skrive lidt på sin blog i stedet for at knokle rundt.
Rigtig god søndag til dig
fra mig
SusieQ
Skriv din kommentar: