Langsomhed
Skrevet af SusieQ, 10/5-2025 kl. 16.44 | arbejdsliv, Biodiversitet, hverdag, Mennesker, Simple Living, Sjæl og Ånd, tanker | Skriv den første kommentar
Tid er en af livets helt store gaver.
Har man god tid, så får man mulighed for at være langsom.
Når man er langsom, så ser man meget mere.
Så kommer sanseligheden ind i den væren, som man lettere opnår når man er langsom.
Så ser man at æbleblomsterne er sprunget ud. Så hører man at lærken synger.
Så opdager man de nuttede bredtæge nymfer, og har tid til at se sommerfugle flagre af sted.
Langsomhed er en af det helt store gaver jeg har fået ind i mit liv, efter jeg holdt op med at være ansat og efter jeg havde fået restitueret, så blev jeg pludselig bevidst om den nydelse, det er at gå langsomt. Hvor meget der er at sanse når jeg går tur. Jeg oplever simpelthen meget mere end tidligere. Hvor jeg bare styrtede af sted, det meste af tiden.
Naturforbundethed kræver god tid.
Naturforbundethed kræver langsomhed.
Naturforbundethed er en gave at de helt store og jeg får ofte ondt af menneskeheden, fordi den styrter kaotisk af sted det meste af tiden.
Minimalisme – som i så lidt forbrug som muligt, giver frihed, til at kunne være langsom, for så behøver man ikke at arbejde hele tiden, når man bruger markant færre penge. Så kan man købe sig frihed i stedet for ting.
Så får man tid til at nyde biernes summen, tid til at skrive digte, tid til at sidde med en kop te og bare glo ud i luften. Ahhh det er simpelthen så skønt.
Det tog mere end to år før kroppen var så meget i ro, at jeg opdagede den der dybe glæde ved at kunne gå langsomt gennem skoven. Men hold nu op hvor er det fantastisk. Det kunne jeg godt unde alle at få lov til at prøve. Det er lige som at være barn igen og se verden med nye forundrede øjne. Se Underet klart og tydelig. Se skønheden træde tydeligt frem. Se hvor STORT Livet det er.
Tusind tak fordi jeg får lov til at opleve det