Et hus på landet ..
Skrevet af Carl, 22/9-2007 kl. 20.23 | forbrug, Grønne Alternativer, Kultur, samvær | Skriv den første kommentar
Jeg var til møde i forbindelse med KlodsHans Karavanen, sidste weekend, i Jylland.
Undervejs hjem havde et par af os et kort ærinde hos en håndværker, der har lidt berøring med karavanen. Han lever af at formidle salg af – og selv bygge – bjælkehuse, og lave opgaver i lokalområdet.
Han og hans familie har et pragtfuldt, lille sted.
Det er et tidligere husmandsbrug, med bygninger og lidt jord omkring.
Der var alt, på det sted.
Da vi kom ind, blev vi modtaget af en stor Sct Bernhardshund, der væltede sig op ad os og ville klappes.
En lille flok katte hyggede sig i forskellige kroge af gårdspladsen.
Hen over vejen kom en høne marcherende med fjorten halvvoksne kyllinger.
På et tidpunkt – fortalte manden på stedet, jeg så det ikke selv – var Sct Bernhardshunden tumlet af sted som de hunde nu gør, ind midt igennem flokken af høns og kyllinger, der for til alle sider i vild panik.
Med det resultat at hanen, der havde stået gemt inde i det høje græs, røg på hunden, satte alle kløer i bagdelen på dyret, og gav den en omgang tæsk så godt den nu kunne.
Om hunden overhovedet bemærkede det, får stå hen i det uvisse …
Nå, men stedet bærer iøvrigt præg af, at der både arbejdes og leges.
Mange halvfærdige projekter, byggematerialer og andet, rundt omkring på grunden.
Venner og bekendte, han samarbejder med, der kommer forbi i forskellige ærinder.
Huset er holdt godt i stand, men hverken renoveret eller moderniseret, så vidt jeg kunne se. Det så ud som de steder også så ud for fyrre år siden.
Også køkkenet så selvbygget ud, masser af kreative løsninger – så absolut anderledes end den gængse parcelhus-stil, men fuldstændig funktionelt – der var, hvad der skulle være, og det kunne bruges!
De havde også en stor, vildtvoksende urtehave med flere frugttræer og bærbuske – mange sikkert tilbage fra den tid da stedet endnu fungerede som landbrug.
Det er i høj grad dét jeg godt kan li’ ved de økologiske praktikere – jeg er stødt på mange af dén slags steder, hvor man ikke blot bor, men lever – og hvor der er en frodig alsidighed!!
Mange (især) biodynamiske gårde har også dét præg.
Hvorfor er der ikke flere der indretter sig sådan?
Lad dog for hulen være med at flytte byen ud på landet – at begå mord på et lille husmandssted ved at ombygge det til ukendelighed, til et Super-Parcelhus der ligner et landsted fra Hollywood’s drømmefabrik.
Hold husene i stand – ikke mere – og brug i stedet pengene og/eller tiden til at få stedet til at LEVE!!
/Carl