Det kræver en landsby …

… at opdrage et barn ..

Jeg hørte det i en udsendelse på TV om forskellige måder at opdrage børn på.
Det skulle være et gammelt afrikansk ordsprog.

Jeg tror, der er noget om snakken.
I vores kultur, er det normen, at det er far og mor i kernefamilien, der tager sig af børnenes opdragelse.
Een af kernefamiliens vigtigste funktioner.
Og mens mor’en gik hjemme, var dét jo osse en reel mulighed.

Men i de fleste andre kulturer, i de par hundrede tusind år menneskene har trasket rundt på jorden, har virkeligheden været noget anderledes.
Godt nok var – især – moderen det faste holdepunkt for barnet.
Men ellers løb de rundt mellem stammens hytter eller landsbyens huse, legede med andre børn, og snakkede med de voksne der nu havde tid og lyst til dét.
Sådan er virkeligheden jo også for mange børn i dag – børn der bor i traditionelle landsbyer, eller i områder hvor folk bor tæt.

Jeg vor selv i et almennyttigt boligområde, og oplever nu og da at børnene – som den selvfølgeligste ting i verden – kommer og spørger mig om hjælp til een eller anden lille ting, hvis der er sket eet eller andet, eller de har brug for hjælp hvis deres cykel er i stykker o.s.v.
Det er ikke så tit det sker, men det er mere måden – det virker som en helt selvfølgelig ting for dem, at snakke til en voksen, der lige er i nærheden, hvis der er noget.

Det kan også have sine gode sider.
Det kan meget vel være, at forældrene – selv om de er gode og samvittighedsfulde – ikke kan opfylde alle barnets behov.
Under alle omstændigheder, er mennesker forskellige af temperement og interesse, og det er nok en god ting for børn, at de lærer det under opvæksten.

For eksempel, som det vist ikke var helt usædvanligt tidligere, at børn kommer i snak med en lokal håndværker, fordi de er interesserede i hvad han går og laver, og så måske senere kommer i lære hos ham, hvis de får rigtig føling med faget.
At børn også selv finder nogle mentorer, og også lærer at forholde sig til de sure, de mere tilbageholdende voksne osv. osv.

Vores udgave af dét, er jo børns ophold i daginstitutioner.
Det er også fint nok, og fungerer jo på mange måder godt.
Hér kommer børnene osse ud og se sig om.
Men forholdene er måske lidt (læs: en hel del) for regulerede.
Nødvendigt, på grund af institutionernes formelle ansvar for børnene.
Desuden kommer og går passerne / pædagogerne / lærerne; så hvis et barn knytter sig til en voksen, eller bruger vedkommende som forbillede eller mentor, ja så kan det ikke regne med vedkommende bliver (som det f. eks. var tilfældet i landsbyer rundt omkring – her er folk bofaste, nogle gange ud i det ekstreme).

Fint nok – det er så sådan, det praktiseres hos os ..
Pointen er under alle omstændigheder, at det nok er godt og naturligt for børn, at have kontakt med et bredt spektrum af voksne.
Måske er hér også lidt af forklaringen på, at nogle unge kører en del for langt ud ad en tangent.
De mangler den lokale smed, der kan bøje en jernstang med de bare næver, og fortælle dem hvad man gør og hvad man absolut IKKE gør ..
Eller – whatever – den enkelte nu har brug for …

1 kommentar

Trackback

Kommentar(er)

  1. Susie, 2/2-2009 kl. 23.17

    It Takes a Whole Village to Raise a Child

    http://www.upwithpeople.org/index.php?id=131

    Ja Carl – det er en af mine absolutte favoritter blandt de sange Up With People har sunget gennem årene.
    Det er sådan en smuk sang, og jeg hørte den første gang, mens jeg var enlig forsørger, og det slog mig, hvor meget hårdere enlige forsørgere må knokle for at levere en hel landsbys støtte til opvæksten af deres barn, og det siger sig selv, at det er en umulig opgave.

    40 assets er en anden mere moderne måde at sige det på. De 40 ‘samtykker’ handler om, hvordan man bedst støtter et barn under dets opvækst, og er så vidt jeg ved en storby opfindelse, netop for at komme marginaliseringen til livs.
    Blot en af de 40 assets går ud på at man hilser på barnet ved at sige dets navn.
    Et konstrueret landsbymiljø som man prøver at bygge op på denne måde.

    Jeg ønskede mig ofte en hel landsby dengang, for det er godt nok et stort ansvar at ligge på en persons skuldre at opfostre et barn.

    Og i en tid med flere og flere eneforældre, må vi da for pokker snart begynde at bygge vores egne landbyer igen, for netop at være flere om at løfte opgaven, den kæmpestore opgave det er at vores børn forbliver sunde og velfungerende, så de en dag er ansvarlige voksne.

    kærligst SusieQ

RSS-feed til dette indlægSkriv din kommentar: