Det enkle liv

… at opdrage et barn ..

Jeg hørte det i en udsendelse på TV om forskellige måder at opdrage børn på.
Det skulle være et gammelt afrikansk ordsprog.

Jeg tror, der er noget om snakken.
I vores kultur, er det normen, at det er far og mor i kernefamilien, der tager sig af børnenes opdragelse.
Een af kernefamiliens vigtigste funktioner.
Og mens mor’en gik hjemme, var dét jo osse en reel mulighed.

Men i de fleste andre kulturer, i de par hundrede tusind år menneskene har trasket rundt på jorden, har virkeligheden været noget anderledes.
Godt nok var – især – moderen det faste holdepunkt for barnet.
Men ellers løb de rundt mellem stammens hytter eller landsbyens huse, legede med andre børn, og snakkede med de voksne der nu havde tid og lyst til dét.
Sådan er virkeligheden jo også for mange børn i dag – børn der bor i traditionelle landsbyer, eller i områder hvor folk bor tæt.

Jeg vor selv i et almennyttigt boligområde, og oplever nu og da at børnene – som den selvfølgeligste ting i verden – kommer og spørger mig om hjælp til een eller anden lille ting, hvis der er sket eet eller andet, eller de har brug for hjælp hvis deres cykel er i stykker o.s.v.
Det er ikke så tit det sker, men det er mere måden – det virker som en helt selvfølgelig ting for dem, at snakke til en voksen, der lige er i nærheden, hvis der er noget.

Det kan også have sine gode sider.
Det kan meget vel være, at forældrene – selv om de er gode og samvittighedsfulde – ikke kan opfylde alle barnets behov.
Under alle omstændigheder, er mennesker forskellige af temperement og interesse, og det er nok en god ting for børn, at de lærer det under opvæksten.

For eksempel, som det vist ikke var helt usædvanligt tidligere, at børn kommer i snak med en lokal håndværker, fordi de er interesserede i hvad han går og laver, og så måske senere kommer i lære hos ham, hvis de får rigtig føling med faget.
At børn også selv finder nogle mentorer, og også lærer at forholde sig til de sure, de mere tilbageholdende voksne osv. osv.

Vores udgave af dét, er jo børns ophold i daginstitutioner.
Det er også fint nok, og fungerer jo på mange måder godt.
Hér kommer børnene osse ud og se sig om.
Men forholdene er måske lidt (læs: en hel del) for regulerede.
Nødvendigt, på grund af institutionernes formelle ansvar for børnene.
Desuden kommer og går passerne / pædagogerne / lærerne; så hvis et barn knytter sig til en voksen, eller bruger vedkommende som forbillede eller mentor, ja så kan det ikke regne med vedkommende bliver (som det f. eks. var tilfældet i landsbyer rundt omkring – her er folk bofaste, nogle gange ud i det ekstreme).

Fint nok – det er så sådan, det praktiseres hos os ..
Pointen er under alle omstændigheder, at det nok er godt og naturligt for børn, at have kontakt med et bredt spektrum af voksne.
Måske er hér også lidt af forklaringen på, at nogle unge kører en del for langt ud ad en tangent.
De mangler den lokale smed, der kan bøje en jernstang med de bare næver, og fortælle dem hvad man gør og hvad man absolut IKKE gør ..
Eller – whatever – den enkelte nu har brug for …