Solidarisk ulandsarbejde
Skrevet af Leif, 21/8-2009 kl. 7.50 | samfund, tøj, Ulandsbistand, økonomi | Skriv den første kommentar
Finanskrise/fødevarekrise og den rige verden lever ikke op til de erklærede 2015 mål om at reducere fattigdom og skabe bedre sundhedsforhold i ulandene, er følgende historie glædelig.
Svenskerne Annika Axelsson/Karin Stenmar udviklede DEM collective AB som laver og sælger
økologisk-fairtrade tøj.
Udgangpunket var deres erfaringer med det forurenende miljø de mødte i Sri Lankas tøjindustri Og at man på daværende tidspunkt ikke kunne købe økologisk fairtrade t-shirts i Sverige.
Annika studerer antropologi og u-landskundskab. Hun havde via en penneveninde i Indonesien været på besøg og været på de frihandelszonefabriker, som producerede tøj.
Karin er projektudviklingsleder uddanet på Kulturverkstan i Göteborg. Og har derudover studeret kulturvidenskab og pædagogik.
Starten til det hele var, at når Karin skulle bestille t-shirts, blev hun meget frustreret:
“En t-shirt kan ikke koste 9 kroner” sagde hun til sig selv “det dækker jo ikke engang fragten fra Bangladesh.” Hende og Annika undrede sig også over de organisationer og partier, der havde budskaber på sine t-shirts. der ofte var produceret under dårlige forhold. De to, opridsede en projektplan for at producere en økologisk og bærbar t-shirt.
I december 2002 tog de til Sri Lanka for at søge efter økologisk materiale og den gode fabrik. Det var svært at finde en sådan. Vist var der steder, som ikke havde gitre for vinduerne, og
nogen havde fine lokaler, men arbejdskontrakterne var usle og på laveste minimumslønninger.
Arbejdssteder, hvor arbejderne ingen kontrakt havde fandt de også masser af.
De var ved at give op men blev enige om når de var kommet så langt kunne de ikke stoppe.
Projektplanen indgik derefter i en erhvervsvirksomhed. Et lån i en økobank gav starten til DEM.
De har nu en fabrik og starter snart en mere. Den etikcertificerde bomuld produceres af Agrocel
i Indien. Bomuldsdyrkerne har sin egen jordlodder og god løn ud af sit arbejde.
Resten af produktionen udføres på Sri Lanka.
Siden tsunamien kom har de flyttet mere af produktionen til Sri Lanka. De synes det var vigtigt, at at støtte srilankanske textil produktion. Der behøves arbejdspladser under borgerkrigen.
I dag har DEM syv medarbejdere på Sri Lanka, men har brug får mindst 30. Annika og Karin tog
til Sri Lanka og ansatte ti flere kvinde som efter tsunamien var enker…
For Annika og Karin er det vigtigt med et samarbejde. De startede den første fabrik med nogle srilankanske kvinder, som var arbejdsløse p.g.a. en textilfabrik var flyttet videre i jagten efter en endnu billigere produktion. Når Annika spurgte kvinderne om de ville være med til at starte en
fabrik, sagde kvinderne at hun ikke var rigtig klog.
Men for DEM er det vigtigt at det hele tiden samarbejdes, så de som vestelige mennesker ikke
bare kommer ned og viser hvor skabet skal stå. Samtidigt er det svært for dem at give ansvar når det handler om mennesker, som aldrig har fået muligheder for at beslutte noget. De er jo mennesker, som har været undertrykt på en masse forskellige måder…
I begyndelsen kaldte kvindene Annika for Miss Boss Madam, men nu er hierarkiet brudt ned og der er fuld åbenhed og transparens i fabrikken.
Annika har gjort mange iagttagelser på Sri Lanka, ikke mindst ang. tøjvareproduktionen. Hun
fortæller at de fleste inden for den branche tjener for lidt, og at de ikke engang har mulighed for tre måltider om dagen, eller tage sine børn i skole. Det er almindeligt, at arbejdsdagen er
på 12-15 timer og 6-7 dage om ugen…. Vilkårene er de samme om det er en Nike-trøje som sælges for 800 kroner i butikkerne eller en H&M trøje som sælges for 49,9o kr
Arbejderne får ikke mere ud af det. -Det handler om profitten.
Textilfabrikerne ligger ofte i forbindelse til en by i lukkede frihandelszoner eller uden for. Det er
sædvanligt, at man arbejder ud fra langvarige kontrakter i forholdvis både i Asien og Mellemøsten
med de frygteligste arbejds-og boforhold…
På DEM’s fabriker får arbejderne god løn, så de kan leve rimeligt og har råd til at købe mad på
det lokale marked. Gode arbejdstider er også en vigtig trivselsfaktor.
Annika udtrykker om dette:”Vi tror også det er vigtigt at arbejdet er fæstnet i den lokale kultur
Dette bidrager til at arbejdet sker som en del af hverdagslivet og ikke i nogle frihandelszoner, hvor mennesker lever langt væk fra hjemmet og under dårlige arbejdsforhold.
DEMs medarbejder får desuden også skolegang og anden uddannelse i arbejdstiden. Annika
beretter om en journalist som havde besøgt mange textilfabrikker kom hos DEMs fabrikker…
Han begyndte at græde, da han kom ind på fabrikken. De andre textilfabrikker var skrækkelige steder for mennesker og miljøet, havde han rapporteret i TV. Han blev meget glad over den
stolthed og glæde som fandtes hos DEM fabrikkens arbejdere. De ansatte snakkede og grinte og miljøet var fantastisk, noget han aldrig havde mødt forud på de andre fabrikker.
Skriv din kommentar: