Det enkle liv

Efter en monster arbejdsindsats og min mors sygdom fik jeg en periode hvor jeg bare var træt, træt, træt ind til benet, og ikke kunne kende mig selv.
Sad bare og gloede ud i luften og orkede intet.
Stod op om morgenen, og havde tiden til at gøre noget ved vores hjem, men orkede det ikke.

Fik en dyb trang til at gå en laaaaaaaang tur, men havde hverken råd eller tid til at gå på Caminoen.

Lånte nogle bøger om pilgrimsvandring og googlede det, og opdagede at ’vores’ pilgrimsrute starter i Viborg – sådan cirka.

Tænkte at det måtte kunne lade sig gøre, så da der var gået nogle flere dage med udbredt ’gloning’ uden at jeg kunne kende mig selv, aftalte jeg med min mand at jeg tog toget til Viborg fredag – og gik hjem, eller så langt jeg nu kunne nå til om søndagen, så ville min mand og søn hente mig, der hvor jeg måtte være kommet til.

Som sagt så gjort, fik pakket en rygsæk, købt et par vandrestøvler (gør det i god tid og gå dem til før turen) tjekkede hvor Hærvejen gik og hvilke Bed&Breakfast der lå i nærheden for jeg havde fået at vide at flere af herbergerne var lukkede for denne sæson.

Så 30. oktober steg jeg på toget mod Viborg og stod af i strålende solskin og høj blå himmel.
Fandt frem til domkirken, som jeg følte måtte være udgangspunktet hvis det skulle ligne en pilgrimsvandring.
Det var svært at give slip på civilisationen og det tog mig et par timer at få snøvlet mig ud af byen igen, måtte lige hæve nogle penge, var omkring en pølsevogn (hvad jeg stort set ellers aldrig er) tænk hvis jeg nu ikke fik noget aftensmad – og måtte også ind og købe en laksesandwich så jeg var sikker på ikke at dø af sult, og langt om længe fik jeg mig snøvlet ud af byen.

Ud forbi industrikvarteret, og gennem et villakvarter, og pludselig stod der et informationsskilt om Hærvejen, den gamle oksevej og pilgrimsrute. Husene hørte op, og snart befandt jeg mig i skov, mødte 3 hundeluftere, en kondiløber, en taxachauffør der holdt pause og 2 på mountainbike, men ellers så jeg stort set ingen mennesker før flere timer senere.
Gik på krogede skov stier, og blev rigtig gode venner med de små hvide vandringsmænd på blå skilte der viste at jeg var på rette vej – uden dem var jeg aldrig kommet frem.

Kilometer efter kilometer, time efter time gik jeg mutters alene i den underskønne danske natur i smukt efterårs vejr.

Det første Herberg jeg nåede var så frysende koldt (og sådan set også lukket for sæsonen) at jeg ringede til Carlas B&B og hun sagde at hvis jeg gik nu, kunne jeg nå frem før det blev mørkt.
Ved Dollerupbakker krydser man gennem en gedefold, og går stejlt ned af en del trin og så går det stejlt opad igen, jeg tænkte; ”Her har de da ikke kunnet komme op med deres stude”. Men jo ½ vejs oppe af bakken kunne jeg skimte de to spor med de mange hundrede år på bagen, og kunne næsten høre studenes brøl når de fik et rap af kæppen for at få dem til at forcere den stejle bakke.
Ved Haldsø og Dollerupbakker stod månen op og spejlede sig i søen, fantastisk syn.
Ruten er ikke bare lige ud af landevejen, og et par gange var det svært at gætte hvor jeg skulle hen, ved Dollerup Bakker var jeg nød til at gå tilbage og tjekke en gang til om det nu kunne passe og til sidst måtte jeg følge min intuition og fandt da heldigvis den rette vej.
De sidste 3 kvarter gik jeg i mørke, men her mødte jeg heldigvis nogle folk, der kunne fortælle at jeg var på rette kurs, og det sidste stykke gik det heldigvis lige ud.
Og jeg var glad da jeg nåede frem, og træt i hele kroppen, og var klar til at gå i seng kl. 19.
Lørdag gik turen gennem Havredal som var uovertruffen – en skov fyldt med mos, og stier halvvejs oppe af bakken, så man gik og så udover dalen, gennem træerne. Her var jeg lige ved at tisse på 4 rørhatte, der i stedet blev plukket og taget med til aftensmaden.

Kulden fra dagen før – det var koldt når jeg nåede frem og fik overtøjet af brrrrrr. Gjorde at jeg ikke havde lyst til at opsøge endnu et koldt herberg (hvad jeg ikke vidste var at næste herberg også rummede B&B) men jeg ringede til Inger Pape i Funder Kirkeby (nærmeste B&B troede jeg) for at høre om det var muligt at tage en bus dertil, kunne regne ud at jeg ikke ville kunne gå helt derned før mørket faldt på.
Ja jeg gik utroligt langsomt, og gik kun 5 timer om dagen, men kom tilgengæld til at nyde langsommeligheden (hvad jeg ikke gjorde i starten) og naturen omkring mig. Spildte fra morgenstunden dog også væsentlig tid ved købmanden i Skelhøje, mærkeligt så svært jeg havde ved at slippe civilisationen og bevæge mig videre. Men Inger sagde der ikke gik nogen busser, men hun ville mod betaling komme og hente mig
Det sagde jeg fluks ja tak til, og gik hen til nærmeste hovedvej, hvor der var en tank, så jeg kunne købe en kop kaffe.
Kaffe var det jeg savnede mest på min lille vandring.

Rygsækken – ja hvis du nogensinde har tænkt dig at bevæge dig ud på en længere vandretur, så køb en ordentlig rygsæk. Den jeg havde med, var ved at tage livet af mig, skar i skuldrene og gjorde ondt på skulderbladene, og jeg skulle tage mig gevaldigt sammen for at den ikke skulle overskygge fornøjelsen.
Men oplevede den også som en metafor på den rygsæk man får med i livet, og som sinker en og hæmmer ens udfoldelses muligheder, hvis man ikke havde den psykiske -rygsæk at slæbe på, hvor meget sjovere ville livet da ikke være, så det gælder bare om, at få smidt den rygsæk, og komme i gang med at nyde livet.

Simple-livning – det er de enkle fundamentale behovs opfyldelse der betyder noget, for ens velbefindende. Det at kunne få et varmt bad, en varm seng at sove i, og varm suppe til aftensmad, ja så er man lykkelig ovenpå 5 timers vandring, når man ligger i sengen mæt og tilfreds.

Sidste dag bød på faretruende oplevelser.
Min B&B mor kørte mig et lille stykke ned til Den skæve bane, for hun synes jeg bestemt skulle nå at opleve den natur, jeg ville støde på derefter.

Sms’ede min egen mor, for at fortælle at jeg var ok, mens jeg gik på Den skæve bane – en strækning hvor man går hævet over terrænet på en gammel jernbanestrækning og ser ned på skoven. Jeg havde gået i en time uden af se et øje, på denne perfekt indrettede cykelsti i smukt og mildt efterårsvejr, hvilket jeg beretter for hende. Og hun skriver straks tilbage; ”Skynd dig hen hvor der er nogle mennesker”

Hm jeg var jo netop gået derud for at have ro til at tænke over mit liv, og finde min styrke igen. Men hendes uro gjorde at jeg straks sendte en ny sms, da jeg kunne høre lyden fra en motorsav.
Sjovt nok var det kort efter at jeg stødte på grafitti ude i skoven, kom forbi en ejedom med store bogstaver graffitiet ud over gavlen hvor der stod Rakkerpak – gad vide om det er mig og mine vandringsfæller de mener?

Næste ejendom, havde en tydeligt skilt med PRIVAT stående på tværs af pilgrimsruten, og midtvejs forbi deres ejendom, var min kære ven den hvide vandringsmands pæl hevet op af jorden og lagt ned, jeg rejste den op igen, for er der noget man har brug for ude i terrænet hvor man ikke møder et øje, så er det at vide at man er på rette kurs.
Da jeg forlod deres grund stod der igen PRIVAT så dem der kom fra modsatte side også blev draget i tvivl om de nu gik den rette vej. Heldigvis var ejendommen til salg, og man må da håbe at køberen er mere velvilligt indstillet over for det vandrende folk.

Ikke meget længere fremme støder jeg på en skarpladt jæger, der tysser på mig.
Det viser sig at der står jægere og klappere, på begge sider af Hærvejen, og jeg ikke sådan lige kan fortsætte denne vej.
Jeg sætter mig og holder en pause, og han lover at pifte når jeg kan komme forbi.

Da han har givet signal spørger jeg om han nu er sikker på, at de er færdige med at skyde og han siger, jeg bare skal fløjte lidt når jeg går frem. Heldigvis kommer der en kondiløber i en kridhvid T-shirt i det samme, og jeg går i dækning bag ham, og vi følges gennem skudzonen. Vi redder faktisk livet for et rådyr, som springer op i det samme som vi kommer gående, og en af jægerne ville have skudt det hvis ikke det var for min skytsengel i den hvide T-shirt.

Så der er måske en grund til at herbergerne har lukket på denne tid af året, vandrene risikere at blive skudt når jagtsæsonen begynder.

Sidste del af ruten mod Vrads, hvor jeg blev hentet hos den venlige købmand der gav kaffe, gik gennem lyngklædte bakker med enebærbuske og et hjulspor i bunden af dalen – som det eneste spor af mennesker. Jeg kunne sagtens gå der og forestille mig, at jeg befandt mig 200 år tidligere i tiden og forstillede mig studene der vandrede sydpå.

At komme ind i bilen og blive kørt det sidste stykke føltes næsten som et kulturchok efter 2½ dags vandring næsten uden at se et øje kilometer efter kilometer, time efter time.

Langsommeligheden jeg havde oplevet som et mega irritationsmoment i starten af min vandring manglede nu og farten føltes hæsblæsende og jeg ville næsten hellere gå.

Hjemme igen, opdager jeg at min vandretur har givet mig energien tilbage, og jeg kan nu kende mig selv igen, dejligt betryggende at vide at man kan blive genoprettet bare ved at vandre 2½ dag.

God søndag (kunne desværre ikke komme ind igår, så det må istedet blive; ha’ en god uge)
fra SusieQ

PS. Tag ud og oplev den vidunderlige danske natur – du har den næsten for dig selv. Jeg undrede mig i hvert fald over hvor friluftsfolket var henne.