Det enkle liv

Min datter og mine børnebørn bor i en lidt større landsby, vel omkring 1000 indbyggere.

Jeg var til et julearrangement derovre i går.
Det er et krybbespil, der foregår i kirken, et par uger før jul, hvert år.
Præsten fortalte, det er en gammel tradition på stedet.
Startede for halvtreds år siden, da en ny præst kom til stedet, og har hængt ved lige siden.

Arrangementet involverer skolens fjerde klasse, hvor den ældste af mine børnebørn går.
Derudover præsten, og flere lokale foreninger, der så står for et lille juletræs-arrangement bagefter, i den lokale sportshal.
Samme sportshal er i øvrigt bygget af de lokale for mange år siden.
Seneste skud på stammen er et grønt område, der er sat i stand og indrettet, ligeledes af lokale frivillige.

Nå, tilbage til krybbespillet.
Rigtig hyggeligt, og et årligt samlingspunkt for de lokale, med lidt fest og sjov, især børnene synes det er herligt.

Men ak.
Ikke langt fra landsbyen er der en mindre købstad.
For nogle år siden besluttede borgmesteren, at der skulle bygges en ny skole.
Lidt af et prestigeprojekt, og indtrykket er, at en del af drivkraften er, at lokke nye tilflyttere til området, blandt andet ved at kunne tilbyde state-of-the-art skolebygninger.
Desuden er den nuværende købstadsskole ved at være nedslidt, og det har ikke været muligt at søge penge til renovering af den gamle skolebygning – derimod kan man godt få tilskud til at bygge en ny.

Endnu en god grund til at bygge en ny, stor skole.
Men da sådan en skole jo skal have elever,  beslutter man sig for at nedlægge flere skoler i de nærtliggende større landsbyer.
Hvilket oprindeligt ikke havde været meningen, de pågældende skoler er af rimelig størrelse og ganske vel fungerende.
Der er tilsyneladende ikke nogen stordriftsfordel af betydning, ved sammenlægningen.
Til gengæld skulle kommunen jo nødigt have udgifterne til de gamle skoler ud en anden vej – og de skal sikre elever på den nye skole.
Så de nu forladte skolebygninger belægges med en klausul, der gør, man ikke må oprette friskoler i bygningerne!

Tilbage til krybbespillet.
Når nu skolen lukker, er der jo ikke længere nogen fjerde klasse, der kan opføre krybbespillet.
Så fællesskabet omkring dét arrangement er alvorligt truet.
De er optimister, og håber, at de på een eller anden måde kan holde traditionen i gang.
Men det er svært, da den nye, store skole jo ikke har nogen motivation for at holde spillet i gang.
Og det er i praksis svært at få fat i elever i den pågældende alder, når de er spredt ud over en masse klasser på den nye skole.

Krybbespillet er een ting.
Men et meget godt billede, for mig, på hvordan en skolelukning påvirker lokalsamfundet.
Der er meget lokal frustration over situationen, da også det lokale foreningsliv får alvorlige problemer.

Julearrangementet er en meget synlig top af et isbjerg.

I de samme lokalsamfund er der i øvrigt total usikkerhed omkring busdriften, et spil mellem busselskab, region og kommuner, der gør, det er meget svært at forudsige hvordan situationen er om et par år …

Blot endnu et søm til de levende lokalsamfunds ligkiste ….

Og endnu en illustration af, at gode hensigter tit og ofte drujner i politiske spil …