Det enkle liv

Engang lige omkring starten af klimatopmødet, så jeg et interview i fjernsynet, med en gut fra USA.
Det var i en udsendelse, hvor de fortalte om holdningen til klima i USA, og om at stadig flere går i retning af ‘klima-skepsis’.

Manden var en klassisk amerikansk ‘dreng’ med baseball-kasket, stort sort overskæg, og selvsikker friskfyrs-attitude.
Hans holdning var krystalklar, og blev fremsagt med stor overbevisning.

“Alt det klima-ævl er bare noget regeringen har fundet på for at trække flere penge op af skatteydernes lommer. Regeringen skal bare lade være med at blande sig i noget, så skal vi nok få tingene til at fungere”.

Een ting er, at det viser lidt om, hvad Barack Obama, som jo nok er en velmenende fyr, er oppe imod.

Men det jeg osse kom til at tænke på, er det psykologiske i det.
De store drenges magt.
Nok er han næppe en fyr der har den store formue eller direkte politisk indflydelse lokalt.
Men du kommer næppe langt med at diskutere noget der blot nærmer sig klimaspørgsmål, når han og meningsfællerne er til stede i den lokale saloon.
Du bli’r gjort til grin.
Og fremturer du, får du en ikke særlig venlig tur på hovedet ud i den kolde sne.
Problemet er, at det er teknisk svært at bevise med 100% sikkerhed, i hvor høj grad klimaet skyldes CO2-udslip.
Og det er ikke særlig maskulint at være tante-bekymret.
Så med mindre du har fuldstændig skudsikre beviser, er det den hårdeste hund i flokken der bestemmer, hvad der er rigtig og forkert.

Vi kender mekanismen fra skolegården.
I mange klasser, er det tre- fire drenge – hhv. piger – der er de toneangivende. Fodbolddrengene.
Og de, der ikke formår at ta’ kampen op og sætte sig i respekt, bliver enten ignoreret eller mobbet. 
Det er en generel menneskelig mekanisme, der har større mangt end vi bryder os om at tænke på.

I Danmark, tror jeg, er der – eller har der i det mindste været – en vilje til at komme uden om de mekanismer, så man i det mindste prøver at sikre, at alle bliver hørt.

Men det virker som om det i USA ser anderledes ud, i det mindste i store dele af landet.
De store drenge, de seje fyre, er toneangivende.
Og hér handler det om at tjene penge, og vise man kan.
’Self-made’ man, der gi’r autoriteterne en fuckfinger.

På nogle punkter, en OK og forfriskende attitude, i forhold til den tit lidt for ‘pæne’ europæiske kultur.
Men på den anden side, en meget stor hæmsko i forhold til en mere tænksom og nænsom holdning, for andre mennesker, for naturen, og for jordkloden.

At ville leve enkelt, ses som et tegn på svaghed. Og dét er et problem!