Ahh Søndag igen

Det er nu en dejlig dag.
Sådan afsat til afslapning.
Kom hviledagen i hu.
Jo det er god visdom, at vi skal slappe lidt af en gang imellem.

Jeg kan godt mærke når jeg bruger min søndag til noget andet.
Når jeg drøner rundt og rydder op, kører på lossepladsen, tager til familiefødselsdage, skriver jobansøgninger, gør rent, tager på kunstudstillinger og/eller køber ind, kløver brænde, ja så er jeg lidt mere flad om mandagen, end hvis jeg virkeligt har slappet af om søndagen.
Når jeg flader ud med en god bog, en lille gå tur, kopper af te, kaffe og kakao der drikkes i løbet af dagen, mens den står på avislæsning, slow food (der er købt ind til i forvejen) trissen rundt, glo ud af vinduet, sidde stille og snakke lidt eller bare hvile mig, ja så føles det meget anderledes når mandagen oprinder.
Så er der mere overskud til at gå i gang med den nye uge.
Det er lettere at få nye idéer, at give sig i kast med nye projekter, at overskue alt det der skal gøres, når jeg har ladet op dagen før.

Her på siden har vi tidligere snakket om rytmeanormali – og for ikke længe siden læste jeg om sensitive mennesker, der ikke kan tåle ret meget stress.
Jeg tænker af og til at jeg har en minisnert af noget manisk, med en snert af noget ret afslappet bag efter.
Nej jeg bliver ikke deprimeret, men jeg får af og til sådan en dag, hvor jeg ikke rigtigt orker så meget, og den kommer ofte efter en dag hvor jeg har udrettet en hel del.
Det er vel i bund og grund ikke så underligt – at vi efter knokleri skal have afslapning, vi er bare ikke ret gode til at sørge for at denne balance er i orden.

Vi danskere sover heller ikke helt nok i forhold til hvad vi burde, for at kroppen skal kunne restituere sig selv.
Jeg kan tydeligt se når jeg ikke får søvn nok, så er rynkerne under øjnene noget dybere og mere markeret end efter en god nats søvn.
Da min søn var lille og jeg 10 år yngre, så jeg stort på det (for det var om aftenerne og natten jeg havde fri til at gøre alt det jeg gerne ville, der jeg havde min fritid) indtil jeg blev gjort opmærksom på, at det ikke kun er rynker vi får ud af for lidt søvn, men at vi også sætter helbredet på spil.
I gamle dage før det elektriske lys blev opfundet sov vi nogle flere timer om vinteren end vi gør i dag.

Jeg tror faktisk det ville være sundt for os, hvis vi fik lov til at følge vejret og lyset lidt mere i vores døgnrytme, og det ikke kun var arbejdet der bestemte, hvornår vi skulle stå op om morgnen.
Vi ville helt sikkert blive meget gladere og lettere at omgås, hvis vi alle fik søvn nok og fik lov til at gå lidt i hi om vinteren.
Nu hvor arbejdsløsheden banker på igen, kunne man vel overveje at sætte arbejdstiden lidt ned, for alle, så der var flere mennesker der kunne beholde deres job, og nogle af de mest overbebyrdede og stressede med mange timers overarbejde kunne få lov til at holde lidt før fri eller møde lidt senere, så de kunne passe på deres liv og helbred og få noget mere søvn.
OG det er heller ikke sundt at være arbejdsløs og ikke føle der er nogen der har brug for en, så det kunne være fint, hvis man kunne fordele det lidt bedre til glæde for alle.

Og så til dagens sang af B. S. Ingemann fra Højskolesangbogen:

I sne står urt og busk i skjul;
det er så koldt derude;
dog synger der en lille fugl
på kvist ved frosne rude.

Giv tid! giv tid! – den nynner glad
og ryster de små vinger, -
giv tid! og hver en kvist får blad;
giv tid! – hver blomst udspringer.

Giv tid! og livets træ bli’r grønt
må frosten det end kue,
giv tid! Og hvad du drømte skønt,
du skal i sandhed skue.

Giv tid! og åndens vinterblund
skal fly for herlig sommer;
giv tid! Og bi på Herrens stund,
-hans skønhedsrige kommer.

Der er håb – foråret venter lige rundt om hjørnet!

Du ønskes en rigtig god og afslappet søndag
De bedste tanker
fra SusieQ

3 kommentarer

Trackback

Kommentar(er)

  1. Bolette, 31/1-2010 kl. 21.04

    Kære susie hørt :-)

  2. Lotte, 1/2-2010 kl. 21.13

    Jeg er SÅ enig… det er rigtig fint skrevet. At finde sin rytme, leve efter årstiden. Og deles om arbejdet. Ja! :-)

  3. Susie, 4/2-2010 kl. 0.47

    Tak :-)

RSS-feed til dette indlægSkriv din kommentar: