Det enkle liv

Jeg er medejer af en kolonihave.

Det er et delt ejerskab med vores lokale frivilligheds- og selvhjælpsformidleng, en have, de en gang fik foræret, men da de som forening ikke kunne stå som ejer i forhold til kolonihaveforeningen, aftalte vi et arrangement hvor jeg står som lejer, men vi deles om haven.

Det passer mig fint, da jeg interesserer mig for især køkkenhavdelen, men mit liv i øvrigt ikke levner plads til et helt have-hold.
Blandt andet er jeg ikke typen, der har særligt behov for at opholde mig i dagevis i kolonihavehuset – dertil er jeg nok for meget vandringsmand.

Ideen er så, at foreningens medlemmer kan bruge haven, på een eller anden måde i fællesskab med mig.

Det har givet mange interessante konstellationer i årenes løb, og erfaringerne viser, at det at dele en have både kan være berigende, men osse lidt af en udfordring.

Det seneste ‘skud på stammen’ startede i sommers, da jeg fik en henvendelse fra et lokalt projekt, der danner netværk mellem indvandrerkvinder og danske kvinder med fælles aktiviteter og samvær om bl. a. børn.

Een af de kvinder, der kommer fra et sydøst-asiatisk land, bor med mand og to børn i en lejlighed.
Manden er i gang med diverse forløb omkring sprogundervisning, integration og indslusning, men havde i dén grad brug for at lave noget praktisk.
Haven var en oplagt mulighed, også fordi hele familien så kunne komme ud og få sol og frisk luft.

Vi har så delt os op, så familien har huset og godt halvdelen af haven, som han så gør med hvad han vil, mens jeg så har en køkkenhave.
Det har fungeret udmærket.
Det kan i hvert fald siges, at der er blevet ryddet grundigt op i bevoksning og buskads, omkring kolonihavehuset, og der er etableret et bed i een af græsplænerne, efter asiatisk tradition .. et højbed med salat.
Det er meningen, at de vil lave flere bede og hjørner med grøntsager, i dén del af haven.

Det er rigtig fint når sådan noget sker, det giver mening til dét arbejde, der i årenes løb har været lagt på stedet.
Det siger noget om, at arbejdet med jord – selv et nok så lille stykke – kan være en rigtig god mulighed for nogle, der på een eller anden led befinder sig i en venteposition … man kan nå et pænt stykke vej med hakke, skovl og spade.
Jeg er virkelig imponeret over mandens energi.

I øvrigt er det ikke første gang, vi har haft en indvandrerfamilie som ‘parts-haver’ i haven …
For en del år siden var der en bosnisk familie, der brugte haven i et par sæsoner, mens de boede på et lokalt asyl-center …
Det var en stor hjælp for familien i situationen, har jeg senere fået at vide …

Der har også været flere enkeltpersoner, der i årenes løb har haft ‘del’ i haven …

.. men måske en model, der kunne tjene til inspiration …